Hvad sker der med Europa? Med verden? Med kommende generationer?

Når demokratiet tilsyneladende bliver offer for populismen? Når folk fra fattige kontinenter vil have del i de rige nationers kage til trods for, at ’vor tids store misforståelse er, at alle har ret til at realisere sig selv. Det er der ganske enkelt ikke ressourcer til’.

Når de fossile brændstoffer slipper op, og vi skal være glade for det, fordi de skaber klimaproblemer. Når den kunstige intellligens bliver alt for intelligent, men på den anden side: Måske skulle man lade den kunstige intelligens, der i teorien er uden ideologier og humane hensyn, overtage styringen – men så igen: Hvem har skabt forudsætningerne for den kunstige intelligens?

Europa var oprindelig en fønikisk kongedatter, der blev forført af Zeus i tyreskikkelse. På Mungo Park personificerer hun kontinentet Europa, som har voksende aldersproblemer, som det kan ske, når man er ca. 2500 år gammel. Hun er i sommerhus på Hebriderne sammen med barnebarnet Mino med horn, inspireret af tyren Minotaurus, og den østeuropæiske adoptivsøn Tamas, Frank Thiel, en stor del iført et bjørneskind som en russisk bjørn.

Europa, stærkt fremstillet af Maja Tuhlin, er muligvis ved at blive ramt af demens og dertil fysisk på vej ned ad bakke, men mest er hun skarp i humor, hukommelse og argumenter. Hun mindes med fryd den tid, hvor det var positivt at underlægge sig kolonier, og hun har det svært med de nuværende problemer mellem kontinenter og folkeslag; med en finanssektor, der truer med at tage magten fra politikerne; med behovet for at give afkald, dele og indgå aftaler; med Brexit og med at styre klimaet.

Midt i det hele dukker Kina i form af Mi Fang, Morten Christensen, op og betager Mino, Isa Marie Henningsen. Han forklarer, hvordan kinesiske ledere holder deres befolkning under nødvendig overvågning: driver deres politik og styrer deres klimaproblemer på en måde, der får Tamas til at mindes – og længes efter – DDR, hvor man vidste, hvordan betingelserne var.

I løbet af forestillingen, der er skrevet af Vivian Nielsen efter ide af Sophie Louise Lauring og er instrueret af Mette Ovesen, fyger det med historie, fremtidsvisioner, tolkninger og muligheder, der skræmmer Europa så meget, at hun får en fornemmelse af, at når hun dør, ophører alt. På den anden side får hun også lagt i munden, at ’Som om jeg ku’ slutte? Som om min æra var slut! Europa slutter ikke. Jeg bli’r ved!’

Det er politisk teater, der stritter i mange retninger og ofte fremføres med brask, bram, lys- og lydeffekter, og det er aldrig kedeligt. Er du bange for, hvor vi alle er på vej hen? Hvad der bliver af og til kommende generationer? Såvel, når det gælder menneskerettigheder, som når det gælder midler, og hvordan det går med klimaet?

Så er det en god ide at tage de to timer i Kolding i forestillingen, hvor alvor er forklædt som komedie, men hvor latteren ind imellem bliver stikkende i halsen, fordi emnerne er for alvorlige. Her er vedkommende teater, så det batter, og som egner sig til diskussion og eftertanke.

Forestillingen spiller til 13. november inkl. og igen til maj.