Værkstedets ’Influencer Influenza’ har mange svage punkter, men bør ses pga. sin stærke aktualitet og de mange diskussioner, der følger i dens kølvand
Hvorfor stykket på Værkstedet hedder ’Influencer Influenza’ fremgår vist ikke noget sted, men jeg forestiller mig, at det hænger sammen med overskriften fra CNN i februar 2018: Influencer – Influenza – hvilken følger du?
Eller med andre ord: Følger du med på en forholdsvis ligegyldig blogg, hvor de fodrer dig med betalt, skjult reklame? Eller (På det tidspunkt) følger du med i dækningen af udviklingen af den B-influenza, som havde vist sig ikke at være inkluderet i årets vaccinecocktail og derfor medførte ekstra mange dødsfald?
Forestillingen på Odense Teater er lavet over en fin, aktuel ide, som, er jeg ikke i tvivl om, kunne være blevet til et meget bedre og stærkere stykke, men som det er, sætter det også tanker og diskussioner i gang.
Mange ved formentlig ikke endnu helt, hvad en influencer er, men det er en person, der på Facebook eller Instagram lægger indlæg op i form af bloggs eller fotos. De har ’følgere’, der synes, at deres liv og synspunkter er spændende at følge med i, og som derfor ofte vil være parat til at prøve eller købe produkter, som influenceren anbefaler eller – allerbedst – demonstrerer i praksis. Influenceren får gratis produkter og betaling, producenten får øget salg, så alle er tilfredse.
Nu er det bare forbudt at lave skjult reklame, så for tiden er der en mindre krig mellem myndighederne og influencers om, hvor præcist det skal fremgå, at der er tale om sponsorerede produkter.
I ’Influencer Influenza’ kommer vi direkte ind i livet på et bureau, hvis ejer indgår aftaler om, hvad hun og hendes firma skal promovere, og som holder sine medarbejdere i ånde. Hvis deres følgere falder fra, holder op med at interagere eller bliver ’trætte’, tager hun en kammeratlig samtale med dem, så de strammer op – eller måske får et chok og opdager, at de egentlig ikke kan ændre sig. Publikum er bare blevet trætte af dem. Har de så ikke noget at falde tilbage på, medfører det en krise.
En journalist fra Weekendavisen kommer tilsyneladende for at lave historien om det overfladiske medie, men viser sig selv at være i krise – fyret, og konen er skredet – og lynhurtigt falder hans idealer og han bliver selv influencer.
Som stykket skrider frem, kan man såvel undre sig såre over den betydning, influencere har, som over, at der overhovedet er influencere tilbage, der kan klare deres tilværelse. De fleste er formentlig startet med kun at anbefale ting, de kan gå ind for, men hurtigt fanges de i fælden og promoverer det, de får penge for at sælge – ganske særligt, hvis de er kommet i stald hos et bureau.
Stykket er smart sat op. Lysspots fungerer som kameraer, de medvirkende klædes på og af, mediebillederne projiceres på væggene, så man fx kan se, hvad der sker, når de finder sted i et rum bag scenen. Det betyder også, at billedet af en mentalt ødelagt influencer står tilbage på bagvæggen, da hun kommer lammet ud af rummet.
Skuespillerne: Jeanette Lindbæk Birk, Emma van der Vleuten Busk, Niels-Martin Eriksen, Mads Emil Duerlund Hansen og Freja Klint Sandberg, spiller veloplagt og nuanceret i Kasper Jacob Sejersens instruktion, men teksten har for mange svage punkter. Influencere nutteputter i almindelighed deres følgere i stedet for at lave indslag, der mere minder om reklamespots på tv.
Forhåbentlig er influencerne ikke helt så dumme eller naive, som de fremstilles her, og forhåbentlig reagerer de stærkere på store urimeligheder. Tingene virker lidt for overdrevet, men tankerne kommer i gang, og man får klart for sig, hvad en influencer er, og hvordan han/hun næppe er alene om at promovere, der står bureauer og organisationer bag.
Vi får også antydet, hvad følgere betyder, uden at vi helt får åbnet for en forståelse af mekanismerne bag mikro-, makro- og megainfluencers, og hvordan noget egner sig mere til at bliver lanceret hos microinfluenceren, som har en mere trofast og præcist defineret målgruppe.
På et tidspunkt tager ensemblet på tur i en tidsmaskine, uden at formålet står helt klart, for selv om der altid har eksisteret reklame og produktplacering, har den næppe nogensinde været mere udspekuleret end netop nu. Fx tror jeg, at det var en gave for Chanel nr. 5, da Marilyn Monroe sagde, at det var det eneste, hun sov i. Parfumefirmaet havde næppe betalt hende forud.
Forestillingen, der varer fem kvarter uden pause, spiller frem til 14. marts og vil blive grundlag for hede meningsudvekslinger blandet dem, der har set den, såvel som dem, der bliver inddraget i følgediskussionerne.