Odense Sommerrevy genåbner dansk revy på fornemste vis

7. maj, 2021

Odense Sommerrevy genåbner dansk revy på fornemste vis

Gyldne højdepunkter, højt bundniveau, skøn scenografi, dejlige kostumer, store stemmer og et publikum, der hungrede efter at grine igen – alt virkede sammen til en smuk genåbning af dansk revy

 

Holdet, fv Lars Arvad, Mette Marckmann, Henrik Koefoed, Stig Rossen, Vicki Berlin og Thomas Mørk (foto: Odense Sommerrevy)

Holdet, fv Lars Arvad, Mette Marckmann, Henrik Koefoed, Stig Rossen, Vicki Berlin og Thomas Mørk (foto: Odense Sommerrevy)

 

Publikum var sultent. Alle ville grine. Alle var helt oppe på mærkerne, så da det brogede tæppe, de giver mindelser om Den Dominikanske Republiks flag, gik, startede klapsalverne endnu inden, der var tændt lys på scenen … og så gik det ellers løs i højt tempo, med fin timing og med en perlerække af numre, af hvilke mange er af den uforglemmelige slags.

Højdepunkter

Coronakamp (foto: Odense Sommerrevy)

Coronakamp (foto: Odense Sommerrevy)

Det gælder fx Dansen med Corona, der elegant fortæller historien om kampen med corona i tale (Vicki Berlins tekst), sang og dans. Det gælder Partidisciplin om DM i partihop, som der for tiden er rekordmange af, og Jacob Morilds tekst er formidabelt sjov.

 

Henrik Koefoed som HC Andersen (foto: Odense Sommerrevy)

Henrik Koefoed som HC Andersen (foto: Odense Sommerrevy)

Det gælder ’Det er ganske vist’, hvor Henrik Koefoed med tekst af Vase & Fuglsang er den genopstandne H C Andersen, der undrer sig over, hvad der er sket siden hans død. ’Steger i hanekyllinger? Spørger han og får svaret: – Nej, vi gasser mink!

Det gælder ’Vores allesammens mor’, Carl-Erik Sørensens alt andet end elskværdige portræt af vores nye, enevældige regent, Mette Frederiksen d. 1, suverænt givet af Mette Marckmann i tale, sang og kropssprog.

Det gælder Thomas Mørck, hvis døvetolk er blevet overanstrengt af sine alt for flittige fingre, så han selv må give os den aktuelle belæring om, hvordan vi skal opføre os i coronatider. Teksten er af Carl-Erik Sørensen, men den virker pga. Mørks fantastiske mimik.

For mig gælder det også det Shubidua-potpourri, som hylder Michael Bundesen. Hele ensemblet brillerer i nummeret, der er elegant skruet sammen af Morten Wedendahl, og hvor Thomas Mørks scenografi med klodser i pastelfarver, der kan sættes sammen på et utal af måder og understrege teksten, er henrivende. Instruktør Joy-Maria Frederiksen får samtlige figurer til at virke, som om det næsten er improviseret.

Den fynske forankring

Lars Arvad på rette plads - Flakhaven (foto: Odense Sommerrevy)

Lars Arvad på rette plads – Flakhaven? (foto: Odense Sommerrevy)

Lars Arvad står igen bag en revy, som taler til hele landet, men som samtidig er i den grad fynsk. Med numre om Thomas B. Triges Gade med LET-banen som slut-tvist; om Nicolai Jacobsen i Arvads skikkelse i en anderledes og fin sportsparodi; om Årets Fynbo; om de ’strivte’ fra OB; og om en genopstanden H C Andersen. Ikke mindst lykkes det Arvad at forsikre os om, at det var en spøg, at han appellerede om at blive Årets Fynbo, men så blev det – i øvrigt helt fortjent. Nu går han videre til, at man kan omdøbe Flakhaven til Lars Arvads Plads, men glemmer ikke, at her har vi fat i Konen med Æggene!

De strivret (foto: Odense Sommerrevy)

De strivret (foto: Odense Sommerrevy)

Der bliver klogt lagt vægt på hver enkelts stærkeste sider. Således får Stig Rossen flere numre, hvor det vigtige er hans dejlige stemme, og man glemmer, at teksterne måske ikke er aftenens bedste. Han brillerer også som skuespiller, når han sammen med Mørk arbejder hjemmefra på en psykedelisk, meget sjov måde. Rossen er politimand og Mørk indbrudstyv. Begge må have den anden til at ’gøre det selv’.

Pudsigt nok er de svageste numre dem, der drejer sig om det bæredygtige klima.

Orkestret med Wedendahl i spidsen er fremragende og sørger sammen med instruktionen for perfekt timing.

Corona og spisning

Aftenen indledes langsommere end normalt, fordi det mundbindsklædte publikum, som kun må være 500 i tallet, skal checkes for coronapas eller negative testresultater, før de slippes ind; og fordi mange har bestilt den picnickurv, der er ualmindeligt lækker, ligesom de evt. har købt et bånd, der giver fri bar.

Flot fynsk start

På den første mulige dag fik Odense Sommerrevy skudt revysæsonen i gang, ovenikøbet med kulturminister Joy Mogensen blandt tilskuerne. Hun har ikke været ven af meget af scenekulturen – husker altid fodboldfolket først – men hun må da have kunnet mærke, hvor meget danskerne har længtes efter at le efter noget elegant og musikalsk. Som de også om nogle uger kan få i Kerteminderevyen og Rottefælderevyen på Fyn, som er et stærkt revycentrum.

Søgeord: ,
Posted in Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »