Danmarks første kostumemuseum

2. juli, 2021

Danmarks første kostumemuseum, Danmarks Kostumarium, blev indviet torsdag aften på det nye kulturcenter i Svendborg, Frederiksø, der ligger ud i havnen.

Museet, der er en årtier gammel drøm for broderidesigner Thomas Sjølander, kan fra start præsentere en omfangsrig samling af Anne Marie Helgers overdådige ‘råberober’ fra hendes fantastiske shows, one woman eller i samarbejde med fx Peter Larsen som Erna Iversen. De fleste er designet af Lars Andersen.

Thomas  Sjølander og Anne Marie Helger ved åbningen af Kostumariet

Thomas Sjølander og Anne Marie Helger ved åbningen af Kostumariet

Anne Marie Helger har i hele sin karriere lavet intelligent humor, som har bjergtaget mange, men fået andre helt op i det røde felt. Den har rettet sig mod den højreorienterede del af det danske samfund samt mod dem, der bryder almindelige menneskerettigheder i dagligdagen. Hun er stadig særdeles aktiv, selv om hun arbejder på sin PhD – Pensionist Hele Dagen – heldigvis med skidt resultat. Vi er mange, der håber, at hun aldrig går på pension.

 

Mor Danmark, bl.a. skabt som protest mod DFs monopolisering af Dannebrog

Mor Danmark, bl.a. skabt som protest mod DFs monopolisering af Dannebrog

 

Mor Danmark fik hun inspiration til, da en familie, der flagede i deres opgang med Dannebrogsflag, automatisk blev anset som medlemmer af Dansk Folkeparti – som naturligvis ikke skulle have lov til at monopolisere det smukke flag.

Flertallet af Helgers kreationer er skabt af Lars Andersen, hvis fantasi må kunne matche Helgers. Den første robe i deres samarbejde var den fantastiske Påfuglen.

 

Påfuglen

Påfuglen

 

Kostumerne bliver forgyldt af Helgers kommenterende tekster, der forklarer, hvorfor kostumerne blev lavet, og hvad den tilhørende humor fokuserede på. Der er fx EU-modellen om, hvordan man stemmer det nødvendige antal gange, til svaret er ja. Der er Marquerite Deroute Modellen om, hvordan Hvalsø aldrig blev en attraktiv by på en blomstrende marqueritrute, men et cementcenter. Der er Vridløsemodellen Jailbird om, at man ikke kan spærre kvinder inde: Frie fugle flyver flottest. Der er en containermodel etc.

De fleste giver sig, uanset politisk overbevisning, for Helgers brillante, underfundige og tankevækkende humor har højeste klasse og understøttes fornemt af kostumerne, som man aldrig vil glemme.

 

Helger, malet af Kristoffer Aggesen, der ikke i sin begejstring sparer på symbolikken

Helger, malet af Kristoffer Aggesen, der ikke i sin begejstring sparer på symbolikken

 

Det er et kup at åbne et kostumemuseum med Helgers outfits, men der vil siden komme flere. Faste kostumer og særudstillinger, og så vil museet arrangere foredrag og workshops, ligesom man vil samarbejde med Svendborgs skoler. Børns fantasi er endnu ikke tøjlet, som det uheldigt kan ske siden, og at udfordre den med at sætte dem over for påstanden, at ‘klæder skaber folk’, må være en utroligt fin ide.

Det fik da også borgmester Bo Hansen til at rose kostumariet til skyerne, før han åbnede det sammen med Anne Marie Helger. Ikke ved at klippe en snor over, men ved at stramme en knude som symbol på, hvad godt samarbejde kan føre til.

Danmarks Kostumarium har åbent mandag – fredag 10-16 og lørdag 10-14, formentlig med Danmarks billigste entre i forhold til udbyttet, 25 kr.

Posted in Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »