21. juni, 2022

Mit arbejde med Tour de France førte bl.a. til, at jeg skrev tre bøger om løbet, og man kan købe ‘Stjernerne og vinbærerne’ som E-bog, mens den trykte udgave er udsolgt.

 

 

To dele af den blev slettet, fordi bogen ville blive for lang, og danskere kendte ikke hovedpersonerne godt nok, men jeg elskede fx beretningen om Brian Robinson, der vandt en etape med mere end 20 minutters forspring. Den kom med i den engelsk/amerikanske udgave. Jeg skrev den på engelsk, havde en samtale med Robinson, skrev min artikel og læste den i telefonen for ham med spørgsmålet, om jeg havde ramt rigtigt.

Der var lang tids fuldkommen stilhed i den anden ende af linjen, og jeg tænkte, at han nok var rasende over et eller andet, men så kom det grådkvalt: – Det var præcis sådan, det var. Hvordan kunne du gætte det så fuldstændigt.

Så var det mig, der næsten blev grådkvalt. I dansk oversættelse lyder artiklen om ‘Life of Brian’ således:

Brian Robinson var begejstret, da den lille servicebil dukkede op bag ham. Det betød, at han havde kørt Jean Dotto så langt bagud, at han var alene i udbrud. Han skulle nu fuldføre den bedrift, han havde planlagt, siden ruten for Tour de France 1959 blev publiceret.

Mange tanker løb gennem hans hoved. Når nu blot feltet ville være venligt nok til ikke at jagte ham. Han mente, at han havde odds med sig, selv om etapen var på ikke mindre end 202 km.

Dagen forinden havde været den sidste med store udfordringer i bjergene. Dagen efter ville den sidste enkeltstart være de førendes sidste mulighed for at pille ved stillingen. De ville formentlig gerne have en hviledag forinden, og samtidig havde Robinson ikke været nogen trussel for dem siden en katastrofal 13. etape.

Til da havde han ligget i top-10, men så fik han en krise så voldsom, at tidsgrænsen var et problem. Han klarede den ikke, men ledelsen belønnede ham for den hidtidige indsats i løbet ved ikke at tage ham ud alligevel. Hans holdkammerat, Shay Elliott, var blevet hos ham til det sidste, men fik ikke den samme gunst af ledelsen. Han udgik, og derefter mente Robinson, at han skulle lave noget stort til ære for Elliott, fx ved at vinde en etape.

Han satte sine ben på autopilot og smilede. I en god, fast rytme trak han længere og længere fra feltet minut for minut. Han huskede den euforiske dag året forinden, hvor han som den første brite i historien vandt en Tour-etape. Det skete på løbets ottende dag fra St-Brieve til Brest.

Galdeano var stukket af tidligt, og da spanieren blev indhentet efter 50 km tog Robinson chancen sammen med Dotto og italieneren Padovan. Feltet havde jagtet dem og trukket dem ind til to minutter, men de slog igen og kom op på fem minutter.

12 km fra mål forsøgte Robinson at sætte de to medudbrydere, men han kunne ikke ryste dem af, og etapen sluttede i en sprint, hvor Dotto var chanceløs, men Padovan blokerede Robinson på livsfarlig måde, hver gang han angreb, og efter etapen blev italieneren degraderet til andenpladsen. Robinson vandt ikke blot etapen, men blev også kåret som dagens mest aggressive rytter. Hvilken dag!

Han smilte endnu engang ved mindet. Han havde ikke drømt om, hvor mange der ønskede at interviewe ham på én dag, og han fik også kontrakter til et væld af kriterier, der blev kørt efter Touren med dens stjerneryttere.

Det kaldte på en gentagelse, og hans øjne faldt på 20. etape, der gik gennem et næsten engelsk landskab med mange små og større bakker – fuldstændig som dér, hvor han boede i Yorkshire.

Han drøftede sin plan med sportsdirektøren Ducazeau, som var den bedste, han havde haft. Han drev med sin kone en restaurant i Paris uden for cykelsæsonen, og han kunne lære selv rutinerede ryttere en masse. Han havde ført Louison Bobet til sejr i Giro d’Italia 1958, og han forstod at opmuntre en rytter og gøre ham klar til en særligt vigtig begivenhed; få ham til at koncentrere sig om ét mål og tro på succes.

Robinson forberedte sig til etapen med nogle nye, særligt lette, italienske hjul med bare 28 eger og satte de dæk på, der egentlig havde været bestemt til enkeltstarten.

Ved starten i Annecy havde han gode ben. Gerard Saint, der normalt var hans holdkammerat, kørte i Touren for et fransk regionalhold og lå som nr. 2 i bjergkonkurrencen. Han bad Robinson om at hjælpe ham til at komme først over det eneste kategoriserede bjerg på etapen, Col d’Challon, og dermed faldt den sidste brik på plads i et smukt puslespil. Han kunne køre sin ven frem til bjergtrøjen uden at røbe sine egne hensigter, og så snart de var over toppen, kunne han stikke af selv.

Som planlagt, så gjort. Han kørte det bedste, han havde lært, på den svære nedkørsel, og det gjorde, at Dotto, som forsøgte at komme op, forsvandt bagud. Ikke at Robinson en eneste gang turde se bagud for at sikre sig det. Han koncentrerede sig om at finde den bedste kørelinje for at skåne de tynde dæk og bad til, at de ikke ville punktere.

Nu var servicebilen bag ham, og det var tegn på, at den ikke kunne genere nogen, der kom bagfra. Hans plan var indtil videre lykkedes. Feltet ventede på, at han skulle kollapse, for der var mere end 130 km til mål. Pludselig syntes 13. etape at have været en succes, for havde han ikke tabt så meget tid på den, havde han aldrig fået lov til at stikke af sted. Hver ny kilometer hævede hans moral. Hans puls dundrede, og hvert nyt slag lød i hans hoved som ‘Jeg vil vinde – dette er dagen – jeg gør det for Shay – jeg gør det for Shay’.

Ved 82 km var han tre minutter foran feltet, ved 105 km 7 minutter. Han mente, at havde han 10 minutter, når han nåede St. Amour, ville ingen hente ham, da der kun var 60 km til mål. Han nåede byen, men nu var hans forspring utrolige 17 minutter. Han blev euforisk.

– Mine ben var på toppen, min selvtillid var formidabel. Jeg var helt pumpet op og kørte på 110%. Jeg begyndte at tænke på alle de kontrakter, der igen ville vente på mig, når jeg igen var etapevinder. Selv om jeg var utrolig stolt over min sportslige bedrift, var pengene ikke dårlige at få med.

Han havde en enkelt bekymring endnu. Vinden var direkte imod, og kortet over etapen viste, at de sidste 40 km var på flad landevej uden bevoksninger. Det var de imidlertid ikke. Også den strækning gik gennem skove, så der var ingen fare.

Han fejrede ikke et sekund i utide. Han koncentrerede sig om hver pedalomdrejning helt til mållinjen i Chalon-sur-Sâone. Her ankom feltet godt 20 minutter senere, og spurten blev vundet af Padovan foran André Darrigade. 20 minutter, i hvilke intet kunne forstyrre fejringen af Robinson, dagens helt.

– Det er svært at beskrive de blandede følelser af tilfredshed, stimulans, ophidselse og fryd … Alt dette og, naturligvis, publikums påskønnelse af bedriften er så overvældende, at det stadig giver mig tårer i øjnene at tænke på, siger Robinson 40 år senere.

– Familien og vennerne hjemme i Yorkshire tog del i begejstringen i en sådan grad, at selv i dag går min puls i vejret, når nogen minder mig om de fantastiske øjeblikke.

Brian Robinson indskrev sig ikke kun i britisk cykelhistorie ved den lejlighed, men i hele Tourens. Jeg spurgte i 1999 en førende fransk cykelkommentator, Philip Sudre, om han kunne huske Brian Robinson. Han behøvede ikke at konsultere noget som helst, men rablede hele karrieren af.

Den karriere, der var ‘Life of Brian’.

 

Posted in Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »