Mit liv med Touren: Eurosport

21. juni, 2022

Da Eurosport i 1996 besluttede at have dansk speak på sine programmer, nåede jeg kun at læse det i avisen, så fandt jeg ud af, at det var Eurosport i Stockholm, der stod for Danmark, og ringede op.

Det viste sig, at den ansvarlige var Peter Dahl, og vi talte sammen i et kvarters tid, så var jeg ansat – vel at mærke med start den følgende lørdag med klassikeren Flandern Rundt.

Jeg skaffede Morten Ravn fra Aarhus Stiftstidende som medkommentator, og vi drog til Stockholm og kommenterede for første gang.

Om sommeren speakede vi Tour de France, og det kunne ikke være en bedre start, for Bjarne Riis vandt jo. På 9. etape til Sestriére, der var stærkt afkortet pga. vintervejr, var billedforbindelsen også vaklende, og vi var spændt på, om rytterne ville neutralisere etapen, der var blevet på kun 44 km, eller de ville køre cykelløb på den del, der var tilbage af den.

Pludselig angreb en anden rytter, og så turde Riis slå til. Han gjorde det så stærkt, at jeg fastslog, at han ikke bare kørte fra konkurrenterne – han kørte fra billederne!

Han kørte også så stærkt, at han tog den gule førertrøje og aldrig afgav den igen. Under vejs gav hans hold, Telekom, imponerende styrkedemonstrationer. Riis vandt etapen på det berømte Hautacam i et soloudbrud efter først at have studeret, hvordan konkurrenterne så ud den dag; og en dag kørte han og Jan Ullrich sammen med seks andre feltet otte minutter bagud, så Ullrich kom op på andenpladsen.

Riis – og Ullrich – og Brian Holm m.fl. ventede mere end ti år på at indrømme doping, så de ikke blev strøget af resultatlisterne, men faktisk tror jeg også, at lige så systematisk, Telekom dopede sine ryttere, lige så systematisk gjorde de andre det formentlig; og jeg har en teori om, at Laurent Fignon, da han lagde op efter at have haft Riis som verdens stærkeste hjælperytter, fortalte Riis, at han bare skulle dope sig, så ville han vinde, men det kan jeg jo aldrig bevise.

At mit første måltid på Eurosport var at dele tennisstjernen Kurt Nielsens leverpostej med ham, har intet med Tour de France at gøre, men det er et sjovt minde.

Posted in Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »