Mit liv med Touren – Tidsgrænsen

27. juni, 2022

Billede1-3På hver enkelt etape er der en tidsgrænse, som afgøres af etapens natur og vinderens tid. Kommer man ikke i mål, før denne grænse er nået, bliver man taget ud af løbet.

Tidsgrænsen afgøres af, om der er tale om en hurtig etape på flad landevej, en langsom bjergetape eller måske en enkeltstartsetape. Grænsen fastsættes i et procentvist forhold til vinderens tid. Jo hurtigere, vindertiden er, jo flere procent udgør den tid, rytterne kan komme ind senere.

Især på hårde bjergetaper er det vigtigt, at ’bussen’ (den gruppe, der hurtigt samler sig bagude og forsøger at klare sig igennem i tide) når i mål rettidigt, og nogle ryttere har været formidable til kalkulere, hvornår hammeren faldt.

Da MCJ&J kørte Touren i 2002, blev tidsgrænsen flere gange diskuteret som et problem, og hvordan forsvarede en rytter som Michael Sandstød sig så mod det på etapen til Hautacam? Jo, han gik i udbrud og kørte sig en overgang 4 minutter foran feltet. Han fik 3 bjergpoint på Côte de Barcus og senere kom han over kategori 1-toppen Col de Marie-Blanc som nr. 4 og fik yderligere 18. Vi troede ikke vores egne øjne og ører.
Så måtte han se sig indhentet af de rigtige bjergryttere, men han havde nok at stå imod med til at slutte som nr. 79, godt 31 minutter efter, næsten et kvarter før de sidste.

Der findes desuden en paragraf, som siger, at man kan udvide tidsgrænsen, dersom særligt vejrlig eller andre usædvanlige forhold, fx uheld eller ulykker, gør sig gældende. Den paragraf blev bl.a. anvendt på en etape i 1997, så man ikke blev nødt til at eliminere 72 ryttere på samme dag.

Den blev også anvendt på 10. etape i 1933 fra Digne til Nice. Der ville kun have været seks ryttere tilbage, hvis man skulle have fulgt de normale regler. Cornez og Fayolle var 12 minutter foran de nærmeste forfølgere og 22 foran en gruppe, der bl.a. omfattede de fem bedste i slutstillingen. Så satte man tidsgrænsen på 10% i stedet for 8% af vindertiden, og dermed blev kun seks elimineret, og der var 43 tilbage i feltet.

Søgeord:
Posted in Andre sportsnyheder, kultur | Ingen har kommenteret »