Gør din fest til en succes

Bogen ’Selskabelighed og Fest – for vært, toastmaster & gæst’ vil udrydde dårlige værter, elendige toastmastere og sikre succes for fremtidige festarrangører

Lad mig starte med at sige, hvad denne bog IKKE gør. Den viser ikke eksempler på, hvordan man skriver sange improviserer små indslag ved en fest. Det ’Selskabelighed og Fest – for vært, toastmaster og gæst’ ønsker at gøre, er at give de råd til festarrangører, der gør deres selskab til en succes. Det er jo et område, hvor man tit fyrer så mange penge af på én gang til en begivenhed, der aldrig vil kunne gentages, så det er meningsløst at gøre sine egne erfaringer først, når andre har gjort dem.

… og så alligevel, for mange af de ting, man vil gøre ved en stor fest, bør man afprøve ved en generalprøve ifølge forfatterne, Magda og Carl Fæstesen (et pseudonym, og jeg fortæller ikke for hvem, selv om jeg har fundet ud af det!). Fx bør man afprøve betingelserne for evt. talere. Hvor skal de stå? Er akustikken i lokalet så dårlig, at man skal sørge for højtaleranlæg?

Eller ved en buffet: Er der plads til, at de, der skal forsyne sig, kan komme til, eller bliver der håbløse trafikpropper på vej til eller fra bordet?

Bogen slutter pudsigt nok der, hvor de fleste vil starte: med at lægge budget og fortælle, hvilke poster man ikke må overse. En af de største er ’uforudsete’, som man bør sætte til 10 %, og lad være med at sige, at der ikke sker uforudsete ting eller er ting, man ikke har tænkt på.

Det kan dog tænkes, at man først bestemmer sig for, om man skal feste hjemme eller i byen, og her kan man være opmærksom på, at det tit bliver lige så dyrt hjemme som ude, fordi man ikke har erfaringer eller kan lave stordrift med rabatter på leverancer og den slags, som en restaurant eller et hotel tit har mulighed for. For ikke at tale om, at værtsfamilien helst skal kunne slappe af og nyde deres egen fest.

De gode råd gælder for alle fester af en vis størrelse og går helt op i de ubegrænsede udgifter, hvor man fx starter med at købe en festforestilling i et teater som optakt. Ved mange af dem kan man med fordel notere sig et råd om at lægge et eksemplar af gæstelisten ved hver kuvert med angivelse om, hvor der sidder hvor, og hvordan deres forbindelse til værtsparret er. Der er også gode råd om tider, steder, bordopstilling, varighed og forløb etc. etc. Et stort afsnit er helliget bryllupsfester, som ofte er dem, der er de største og dyreste, og hvor flest gæster ikke kender hinanden på forhånd.

Til forskel fra mange andre bøger om selskabelighed gøres der meget ud af rollen som toastmaster, og sandt er det, at en god toastmaster er en velsignelse og en elendig er en festspoiler. Hvor god, toastmasteren er, afgøres tit af værtsparret, der skal udpege ham/hende i god tid og give ham/hende indsigt i hele festens formål og forløb, så han/hun kan forberede sig grundigt og evt. sikre sig, at der er visse indslag, som er ønskelige.

Bogen har mange eksempler på, hvad toastmasteren bør og ikke bør gøre, og alene af den grund kan man købe den lille, let læste bog, der for resten også har et kapitel om ’den gode gæst’, for selvfølgelig har alle et medansvar for at bidrage til, at festen bliver den succes, som værtsparret har forestillet sig.

Prøv nu at tænke tilbage på de fester, du selv har været til. Ved nogle har du formentlig boblet af forventning ved tanken om, hvilke originale indslag værterne har fundet på denne gang, mens du før andre har tænkt mere på, om det igen blev kalve- eller okseculotte denne gang.

En fest skal helst være, ja netop, superfestlig, og det kan denne lille bog hjælpe til med. Faktisk kan hoteller, restauranter og selskabslokaler formentlig med fordel give deres kunder et eksemplar og derved undgå mange problemer.

-up

Magda og Carl Fæstesen: Selskabelighed og Fest – for vært, toastmaster og gæst. 91 s hf. Forlaget Take Care. Kr. 149,95. På nettet fundet til 105,48 kr. + fragt.

Kirsten Marie Øveraas.

Kirsten Marie Øveraas har skrevet en morsom, spændende og inspirerende bog om oversættelse på næsten alle de områder, hvor det foregår, og om, hvordan den påvirker vores hverdag, men udstyret er usædvanlig uappetitligt
Jeg mindes en vittighedstegning fra Jyllands-Posten for adskillige årtier siden. En medicinmand stod foran en totempæl med sin plagede indianerstamme i baggrunden, mens der faldt en tæt regn af hunde og katte fra himlen. Teksten under tegningen lød: Så har jeg alligevel danset regndansen for kraftigt denne gang.

Ja, det var da oplagt, men hvor var vitsen i det hele? Hvis man kender det engelske udtryk ’it’s raining cats and dogs’ om stærk slagregn, er man klar over, at der er tale om en oversættelse af et uoversætteligt ordspil. Hvis vittigheden skulle have fungeret på dansk, skulle en tegner have ’oversat’ de faldende hunde og katte til ’skomagerdrenge’, og dermed er vi inde i et nyt problem for oversætteren, hvis oversættelsen skal være tidløs: Hvem ved i dag, hvad en skomagerdreng er, eller hvordan han ser ud?

På den måde vil hver enkelt læser af Øveraas’ bog have sine egne eksempler på, hvordan oversættelse er gået galt, men det, de færreste tænker over, er, at vi alle sammen dagen igennem lever i oversættelser, fordi vi er et lille sprogområde, og det heldige er, at vi det meste af tiden ikke tænker over det, fordi flertallet af oversættelser er gode nok til, at vi ikke tænker over dem – desværre også tit, fordi vi ikke ved, hvor misvisende en oversat tekst er!

Oversættelse er mystisk nok ikke et officielt studium i Danmark, og Øveraas’ glimrende bog ’Ged eller mammut? Om at oversætte’ vil forhåbentlig styrke kravet om, at det sker. Får vi ikke ordentlige oversættelser, kan det få fatale konsekvenser, hvad enten det drejer sig om brugsanvisninger, der er uforståelige eller – værre – misforståelige; eller det drejer sig om alle de nyheder fra udlandet, der oversættes på Ritzaus Bureau eller af journalister med meget forskellige kundskaber og dagsordener. Ind imellem kan oversættelsesfejl her påvirke en hel folkestemning.

I sin bog tager Kirsten Marie Øveraas en rundtur til næsten alle oversættelsens discipliner og beskæftiger sig med forholdet mellem tekst og oversætter. Vi er i en række ’Rapporter fra maskinrummet’ i selskab med eksperter i skønlitterær oversættelse, tolkning, oversættelse af faglig tekst, undertekstning og det pinlige område ’journalistisk oversættelse’, og læseren bliver pisket i håb om, at han/hun skal protestere til de relevante steder over elendige oversættelser i stedet for at bruge dem som underholdning ved selskabelige lejligheder.

Budgetterne for oversættelse er de fleste steder alt for små, ikke mindst når det gælder oversættelse af tv-soaps eller B-film, men alligevel skal de jo helst være OK, og det bliver vanskeligt at gøre arbejdet helt perfekt, hvis akkorden er for dårlig, så hjælp til – overbevis producenter, tv-stationer, sælgere af produkter med uduelige brugsanvisninger etc. om, at de skal sikre kvaliteten ved at give en ordentlig hyre.

Tænk på, hvor vigtigt udbyttet af undertekster er: Man lærer sprog uden at tænke over det, når man ser betydningen af ord og sætninger og samtidig får sprogtonen – i modsætning til seere i de lande, hvor alt er eftersynkroniseret til eget sprog. Man bliver trænet i at læse dansk ved at skulle læse underteksterne. Man får måske udvidet sit ordforråd og får muligvis forbedret sin staveevne. Man lærer måske at sætte kommaer eller at tale grammatisk korrekt, og de medvirker kraftigt til integration af indvandrere.

At oversætte er komplekst. Man kan sjældent oversætte ord til ord, uden at det bliver meningsløst; man kan lave en oversættelse, der formelt er i orden, men giver et helt andet indtryk end originalteksten pga. valget af ord eller stil; eller man kan forvanske meningen totalt, fordi man ikke kender de undertoner, originalteksten har; evt. ikke har kendskab til slangudtryk.

Et helt afsnit i bogen beskæftiger sig med oversættelsen af John McLaines ’Yippie-Ki-Yay, motherfucker’ fra Die Hard-filmene. Skal det gøres med vægt på komik, ordspil, ringeagt for skurken, som bliver skudt øjeblikket efter, egen overlegenhed, når nu det gode vinder; eller skal det måske slet ikke oversættes, fordi ’motherfucker’ i dag er en – efter nogens mening beklagelig – del af det danske dagligsprog? Måske skal vi lige huske på, at Yippie-ki-yay er det, cowboys råber, mens de svinger deres lasso for at indfange kvæg.

En halv snes forskellige løsninger er prøvet af oversættere siden den første Die Hard-film i 1988, og overvejelserne er for den, der interesserer sig for oversættelser – og det bør vi alle gøre – spændende som en kriminalroman.

Desværre har forlaget Alt i ord sikret sig, at kun virkelige nørder kommer igennem den 192 sider lange bog. Selv om man sparer på udstyret, bør det ikke være uappetitligt eller svært læseligt. Omslagsteksten er i gult på gult, og adskillige ting inde i bogen anføres ligeledes i den gule farve, der i hvert fald i små typer er vanskelig at læse for mange.

Der er ingen illustrationer, og i stedet reserverer man hele sider til i gult på gult at skrive enkeltudsagn fra de modstående sider med kæmpeskrift. En uskik, som muligvis får nogle læsere til at læse en avisartikel, men som er meningsløs her, hvor man ved, at de, der læser, er interesserede. Nogle små vignetter, nogle billeder af nævnte personer eller bare af dem, der bliver interviewet (dem kunne man formentlig have fået, uden at de havde smadret budgettet), ville have lettet læsningen af teksten, der er sat i forholdsvis lille og meget tæt skrift.

Fat mod! Gå ikke sur i læsningen. Bogen er alt for vigtig til ikke at læse.

-up

Kirsten Marie Øveraas: Ged eller mammut? Om et oversætte. 192 s hf. Forlaget Alt i ord. ISBN 978-87-999381-1-7. Kr. 229.

Flemming Jensen på scenen

Skuespilleren, komikeren, instruktøren, skolelæreren, julenissen og forfatteren Flemming Jensen har skrevet sin selvbiografi, og det er ikke kun underholdende, men fuld af synspunkter på mennesker, teater, revy, anmeldere og politik

Flemming Jensen indleder sin selvbiografiske ’I ly af latter’ på samme måde som Leif Panduros ’Av, min guldtand’. Panduro fraskrev sig siden den muntre lille roman, men Jensen er smartere: Han bruger den ubetaleligt morsomme indledning til at tryllebinde de læsere, som han senere vil fortælle om livet, dets udvikling, og hvordan man let kan undre sig mere og mere over, hvordan samfundet fungerer. Godt på nogle områder – på andre, især i politik, vinder dem, der lyver mest overbevisende.

De første sider er i kursiv. Det viser sig at dække over, at de ikke er helt troværdige – humoren har fået en ekstra tand; Der kommer flere eksempler i bogens løb, og noget af det, der er skrevet i ordinære typer, kunne også godt have stået i kursiv, for mange skildringer og synspunkter afsluttes med en ekstra pointe, som er på kanten.

Det fyndige slutord

Som når han skriver om forestillingen ’Spindoctor’, hvor han selv er det dumme svin, der udstiller det regerende parti Venstre, og …

– Venstre købte den forestilling. De var det bedste publikum af alle – for dem var det jo som at komme til personalerevy. De inviterede mig også til at komme med et indlæg til deres årsmøde.
Der var højt til loftet i det parti!
Dengang.

Det er langt fra den eneste gang, et fyndigt ord på sin egen linje sår tvivl om, hvad der er sket med det, der netop er skrevet om.

O tempora – o mores!

Igennem bogen følger vi Jensens ualmindeligt indholdsrige liv. Hvad den mand dog har nået på 68 år! Gennem hans briller ser vi, hvordan en stor del af verden udvikler sig negativt pga. for mange mobiltelefoner, for højt tempo, manglende eftertanke, formens sejr over indholdet, kontrolfreakernes sejr over initiativ, fantasi og virkelyst og meget, meget mere. Hør blot:

– I Danmarks Radio var dengang samlet en meget stor faglig ekspertise, en guldgrube af erfaring og viden. Alt det røg sig en tur, da man begyndte at fokusere mere på struktur end på programmer.

Eller: – Tillid skaber energi, control er i familie med mistillid og skaber trods – og kan let dræne et menneske for energi.

Eller om tiden, hvor Jensen virkede som lærer:

– Jeg var så heldig, at jeg fik lov at være med i den gode tid, hvor et lærerkollegium følte et fælles ansvar og tog bad i engagement, iderigdom og en smittende energi.

For ikke at tale om den lille engelske by, hvor …

– De lokale trendsættere lægger vægt på god opførsel, kulturel baggrund og en almenviden af et anstændigt omfang – for os danske føles det meget eksotisk.

Flemming Jensen var bedste ven med Jesper Klein, som citeres for:

– Alt der det med o tempora – o mores, sikke tider sikke skikke – alt var bedre i gamle dage – sådan har den ældre generation altid sagt. Men vi er den første generation, der har ret!

Da Klein døde, ristede Jensen en lang minderune ved den følgende sammenkomst, og man kan have ham mistænkt for, at han håber, at andre vil give ham selv en stor del af det eftermæle, han gav sin ven.

Grønland

Flemming Jensen har i flere omgange boet i eller besøgt Grønland, og når han beskriver livet her, gløder teksten. Af begejstring for natur, mennesker og livssyn – eller for den dag, hvor han nedlagde sin første sæl og bidrog til bostedets middagsborde; og af en indignation over, hvad danskere har gjort ved Grønland, helt a la Paul Hammerichs danmarkskrønike, der stiger i intensitet, hver gang den nærmer sig emnet Grønland.

Jensen indledte sit seriøse forfatterskab, der har indbragt ham en litterær pris (i Frankrig – i Danmark bliver han hverken taget alvorligt eller anmeldt!) med en bog med handling i Grønland, og han har gjort sig udødelig med tre julekalendere om Nissebanden, men ved seerne så lidt om Grønland, at de tror, at det giver et sandt billede?!

Et indholdsrigt liv

Det er umuligt at komme ind på hele den rigdom af emner og oplevelser, man får sammen med Jensen. Om hans tid som lærer; hans cirkustid med Søren Østergaard; teaterforestillinger, hvor han spillede ’Mig og Bogart’ eller sammen med Jesper Klein spillede op til 54 roller (Jorden rundt i 80 dage) på turne til små forsamlingshuse landet over; Victor Borge, Niels-Jørgen Kaiser; tv-optrædender som fx Dr. Femmer, i rejseprogrammer eller i Jensen Tonajt, hvor der blev telefonstorm, da seerne ikke gennemskuede humoren i det fiktive interview, han lavede med Bille August. Noget, der smerter ham så meget, at hele teksten gengives i bogen: Var det da ikke vildt morsomt? Det var det ikke, fordi det ikke nåede at gå op for folk, at det var humor, før det var for sent.

Vi oplever, at han kureres for en diskusprolaps af en læge i Nordvietnam; hvordan han er på fodboldtur med sponsorer til Skotland – det er i kursiv! Hvordan han, selv om han ’ikke er religiøs i bastant forstand’, er ambassadør for Danmission, fordi de laver et stort, fint arbejde; og hvordan han oplevede endelig at blive rigtigt forelsket efter at have gennemgået et traditionelt ægteskab på lavt blus, men med mange gode fælles aktiviteter, der udsatte de afgørende problemer: Ombygning, udestue, guldfiskedam og børn – men hvad derefter, hvis vandet ikke er helt i kog?

Revy

En stor del af Flemming Jensens karriere har udspillet sig på revyscenerne, som han også har skrevet et væld af tekster i overensstemmelse med sit grundsyn om at opretholde en form og et intelligensniveau, der fx ikke giver plads til primitive jokes under bæltestedet:

– Jeg elsker revyen, når den hæver sig over primitiviteten, men når det ikke sker, bliver jeg dårligt tilpas. Jeg elsker pjat, men afskyr plat.

Derfor får Per Pallesens Mathiesen og Leif Maiboms Thorleif sig et hib i farten, selv om de to direktører og skuespillere er Jensens meget gode venner.

Pjat var der meget af i Hjørring Revyens gyldne år, hvor tekstforfatterne var Arne Forchhammer, Henrik H. Lund og Jensen, som mener, at de bedste revyer skabes af et lille forfatterkollegium i samarbejde med kunstnerne – det lyder som en formel for Kerteminderevyen 2016, som i stor udstrækning blev skrevet af skuespillerne.

Det var også Jensen, der i Tivoli skabte den type ramme om revyen, der også findes i Kerteminde i dag. Som sidestykke til de ’shorties’, Hjørring bød på, lavede han ’alfies’ som start og slut – små optrin med poetiske alfer; og formentlig var han og Søren Østergaard de første, der gik rundt og hilste personligt på publikum før deres forestilling, som Mads Nørby gør i dag.

Pudsigt nok debuterede Jensen i Rottefælden, der dengang var Danmarks intellektuelle revy!

Anmeldere

Der er mange knubbede ord til anmelderne, som elsker vinmærket ’ad libitum’, helst ikke vover sig vest for Valby Bakke og mistror alt, der ikke foregår på et kunstnerisk anerkendt sted – så bliver det simpelt hen ikke anmeldt.

Da Jensen sammen med Omar Marzouk, Sebastian Dorset og Michael Schøt revolutionerede revy og stand-up med en Stand-up-revy, blev den tiet ihjel med en enkelt undtagelse; en anmelder, der ikke var glad for, forestillingen mente noget!

Satire og vrede

Jensen har i årenes løb ment ikke så lidt – og mere og mere. Efterhånden, som det er gået op for ham, at satire ikke virker, har han skærpet sine tekster. Flere af dem nærmer sig vreden, men rigtigt rasende er han kun, når det gælder de største politiske slyngelstreger; når fx Anders Fogh Rasmussen to gange med kort mellemrum får en redegørelse fra Forsvarets Efterretningstjeneste om, at Irak sandsynligvis ikke havde masseødelæggelsesvåben eller biologiske og kemiske våben – og han begge gange sagde det modsatte i Folketinget, så han fik Danmark i krig.

Jensen dokumenterer og konkluderer:

– Den tidligere efterretningsmand Frank Grevil blev idømt fire måneders ubetinget fængsel og fik smadret sit liv. Ikke for at have løjet om noget, men for at have sagt sandheden.

– En mand, der bevisligt har løjet – ham, der var ansvarlig for regeringens grundlovsbrud, som sendte vores land ind i en ulovlig krig og undergravede FNs autoritet, er af dronningen blevet slået til storkorsridder af Dannebrog og har fået en international toppost i NATO … Er Fogh Rasmussen da hovedskurken? Nej! For efter miseren blev han genvalgt to gange af den danske befolkning – der lod det hele ske. Og applauderede! Når der er én finger, der peger mod en tidligere statsminister, er der fire fingre, der peger mod os selv.

Respekt for publikum

Jensen har respekt for publikum – og for læserne. Han lader ikke nogen i tvivl om, at her er et engageret partsindlæg, som er skærpet i ly af latter, veloplagthed og energi.

Man slipper ikke den 443 sider lange bog, når man først har kastet sig over den, og når man lukker den, er man helt forpustet, fuld af inspiration og tanker.

Læs den! Selv om den ikke er blevet anmeldt af ret mange af de fine anmeldere fra hovedstadspressen.

-up