Babyoperaen ’Hjerte Lyd’ i Ferritslev Fritidshus var en forbløffende oplevelse for alle generationer og en inspirerende musikalsk oplevelse for de blebærende.
Babyopera i Ferritslev Fritidshus. Dagmar i sort og Svend i gult medvirker improviseret.
Publikum bliver lukket ind i teaterrummet til lyde fra en blid spilledåse. Målgruppen, babyer på 0-2½ år, fascineres umiddelbart af den skinnende hvide cirkelkulisse, hvor de selv kan sætte sig med forældre og bedsteforældre i periferien, men hurtigt finder ud af at krybe rundt og udforske puder, plysdyr, små bløde dukker, lagener og stativet, der ligner skelettet til en pavillon.
Toårige Dagmar i forgrunden overvejer sit næste skridt
Søndag formiddag kunne man næsten forestille sig, at forestillingen allerede var i gang, da toårige Dagmar opførte sig, som var hun en del af ensemblet.
Derved bliver de en del af forestillingen ’Hjerte Lyd, som Den Jyske Opera har skabt i samarbejde med to englændere, komponisten Sam Glazer samt instruktøren og librettisten Zoë Palmer. Tanja Bovin står for scenografien og de engleagtige kostumer, mens Marlene Smith står for koreografien.
Saxofonisten Kasper Hemmer Pihl vækker nysgerrigheden hos de små med pusten, såvel med som uden toner, og siden bjergtages de også af celloen, som Johanne Andersen betjener, og af sangerne Johanne Højlund og Leif Jone Øberg, der det meste af tiden opholder sig i cirklen i centrum, men som også bevæger sig ud blandt publikum. De betager med flyvende fjer og dun i flere farver; hvirvlende lagerner og tæpper; og sjove ting, der er ophængt som i en skærm eller uro. Diskret pirrer de nysgerrigheden hos børnene, der alt efter alder bliver mere og mere kravlende eller gående rundt for at være med, mens de småpludrer ivrigt.
Sangteksterne forstår de ikke, og musikkens form er de ligeglade med, men der kræses for de voksne, der såvel omfatter mødre og fædre som bedsteforældre, med dejlig musik, indsmigrende sang og tekster på dansk og engelsk. Alligevel taler musikken stærkest til de mindste, der danser rundt eller, for de mindstes vedkommende, rykker taktfast og præcis med hele kroppen.
Forestillingen varer en halv time, hvor ingen af de små blev rastløse, og kun en enkelt et øjeblik græd lidt og måske skulle skiftes. Det største problem er måske at overbevise forældre om, at børnene ikke spolerer forestillingen, når de medvirker i den.
Efter forestillingen får børnene et kvarter ekstra til at undersøge kulisserne en ekstra gang, tale med de medvirkende og blive sat ind i musikinstrumenternes hemmeligheder.
Svend indvies i celloens hemmeligheder efter forestillingen.
Går vi ud fra, at et barns karakter grundlægges i alderen 0-4 år, er en forestilling som denne grundlæggende for de musikalske anlæg, og heldigvis er den allerede vist for børneinstitutioner på stribe. Gid samtlige eksisterende institutioner kunne få denne fantastiske oplevelse.
Søndag blev den snesevis af babyer og familie til del i en forestilling, som man kunne unde alle de personer, der tror, at penge til en babyopera er kastet i kloarken, at se . Den er med til at gøre fremtiden bedre.
’Til døden os’ er formentlig Andy Papes bedste opera og en forbilledlig forestilling at fejre Den Fynske Operas 70 års jubilæum med.
Carl i den virkelige verden, Anna og John i sindets afkroge (Foto: Skovdal Nordic for Den Fynske Opera).
Det oser af banal og daglig lykke i en tidlig scene af Andy Papes ’Til døden os’ på Den Fynske Opera. Carl, Mathias Hedegaard, serverer bakken med morgenmad og bringer kaffen med en elendig vits, som han formentlig har brugt hundrede gange før. Så drager han af sted til dagens arbejde, men efterlader ikke en lykkelig hustru, Anna, Vibeke Kristensen.
Det ved vi som publikum allerede. Ikke kun, fordi det ligger slet skjult i musikken, der leveres forbilledligt af Erik Kaltoft på klaver, Kirstine Elise Pedersen på cello og Elain Ruby på klarinet, men også pga. et genialt indfald af instruktør Daniel Bohr.
Han lader virkeligheden afspejle på to kæmpestore spejle, hvor dæmonerne også er projiceret ind: Kunstneren John, Lucas Bruun de Neergaard, som var Annas store kærlighed, og det barn, som faktisk var deres. John, som kørte sig og barnet ihjel i et trafikuheld, men som hele tiden lokker hende: Kom over. Lad døden forene os.
Scenen spejler Anna. Når hun er i virkeligheden, ligger dæmonerne tæt og påtrængende i såvel billede som det lydbillede, der med utrolig styrke gengiver hendes sindsudsving. Når spejlene forsvinder, er vi i hendes stadig mere syge sind og ser hende nærme sig mere og mere til det punkt, hvor døden skiller hende fra ægteskabet og forener hende med John.
Vibeke Kristensen, Lucas Bruun de Neergaard og Mathias Hedegaard (foto: Skovdal Nordic for Den Fynske Opera).
Man nagles til sædet under vejs. Ender den psykologiske gyser skidt eller godt? Og hvad vil egentlig være skidt eller godt? Bohrs iscenesættelse, de tre sangeres præstationer og den intense musik borer dybt i sjælen, og der går nogle sorgladede sekunder, efter at lyset er slukket for sidste gang, før publikum kan samle sig om glæden ved at hylde kunstnerne for en storartet præstation.
Operaen er oprindelig et bestillingsværk fra Den Fynske Opera og blev første gang opført i 2003. Operachef Thomas Storm har valgt den, fordi det er det mest spændende og fuldendte af de værker, operaen selv har bestilt, og det er et klogt valg.
Storm vil gerne gøre ’Til døden os’ til en klassiker, og det har den med sikkerhed kvaliteterne til – og blev i øvrigt opsat for anden gang i 2007. Lad os få den ud i verden; og om man synes, at Wikipedia er væsentlig for kunst eller ej, så må en eller anden lægge den på dér, så menigmand ikke mener, at den ikke er for ham/hende.
Det er et værk, som for mange vil være beviset på, hvor vedkommende opera kan være for et moderne menneske, og har man ikke allerede sikret sig en billet, kan man gøre det frem til d. 28. november.
Instruktøren Thaddeus Strassberger vil presse sin mening om, at det onde hersker i verden, igennem i Den Jyske Operas Carmen, og det øver vold på værket – men orkester og sangere er en nydelse
Francine Vis, Carmen, sammen med Lise Christensen, Mercedes (Foto: Anders Bach).
’Carmen’ af George Bizet har en så iørefaldende musik, at stort alle kender dele af den. Den passer med sine passager med dyster handling og mørke klange perfekt til det franske sprog, og den har stor dramatik.
Så stor, at man egentlig ikke skulle tro, at der var grund til at udbygge den, men Thaddeus Strassberger, der er såvel instruktør som scenograf og kostumier, har en dagsorden: Det onde behersker verden, og det bruger han Carmen til at demonstrere.
Derfor er der scener med vold og tortur. Derfor er smuglervarerne ikke kun tv-apparater og stoffer, men også mennesker; derfor tager Michaëla ikke bare tilbage til sin døende mor på landet, men bliver skudt; og derfor dør Carmen ikke, selv om Don José tror, at han har dræbt hende. Hun kan fortsætte med at forhekse mandfolk og virke i smuglernes selskab. De smuglere, der er gjort mafiaagtige og usandsynligt hensynsløse.
Det er formentlig også derfor, at der er rasende aktivitet på scenen også under ouverturen og diverse for- og mellemspil. Strassberger under os ikke et øjeblik til uforstyrret musiknydelse uden stort drama.
Det er synd, for musikken er ikke til at slå ihjel. Sangerne er brillante. Ved premieren blev Carmen sunget af Francine Vis, som er høj, slank, gudeskøn, en glimrende skuespiller og en fantastisk, slank mezzosopran, der udfolder sig med hæmningsløs sensualitet. Vi forstår, at ingen mænd omkring hende er upåvirket.
Don José, Samuel Sakker, og Micaëla, Lona Mohr Villadsen (foto: Anders Bach).
Det ses dog ikke på Don José, Samuel Sakker, der virker som et utroligt bøv, der piller ved håndvægte, mens han skal forestille at være et buldrende bål indvendig. Hans sang er imidlertid i topklasse, og Rosenarien er ikke hørt bedre.
Escamillo synges med pondus af Lars Møller, Micaëla rent og indtrængende af Lona Mohr Villadsen, og de øvrige sangere samt Den Jyske Operas Kor forgylder alle lydsiden.
Orkestret var ved premieren i Alsion Sønderborg Sønderjyllands Symfoniorkester, der som de øvrige orkestre på turneen, der når Odense 19-21. november, blev dirigeret lydhørt og uden dikkedarer af Jérome Pillement og fungerede fint.
Scenen er et kapitel for sig. Der er mobiltelefoner, walkie-talkies, forholdsvis moderne møbler og enden af en kæmpemæssig lastbil, som smuglervarerne kommer ud af. Det gør intet med tidsomstillingen. Hvis ikke instruktøren havde været så forhippet på, at hans dagsorden er vigtigere end Bizets – og er gået over gevind – havde tidsomsætningen ikke gjort noget.
Det er desuden et problem, at man ikke hele tiden er klar over, hvor man nu er. Er man i smuglernes tilholdssted, på kasernen, på kroen hos Lilas Pastia eller …?
Vælg ikke Carmen fra i denne udgave, men luk øjnene ind imellem og nyd musikken – og nyd en fantastisk Carmen som det lysende midtpunkt blandt fremragende sangere.
Der er endnu et hold sangere, der ser nok så spændende ud, og som vi kommer tilbage til, når Carmen opføres i Odense.
Selvfølgelig skal alle til voldspil igen i år, men forestillingen har såvel sine stærke som svagere sider, og den er meget for lang
Nyborg Vold 2018
’Singin’ in the Rain’ er en sød fortælling om overgangen fra stum- til talefilm, men naturligvis har den ikke så voldsomme virkemidler som sidste års ’Grease’. Det burde bare betyde, at man på Volden satsede på sødme og musikalsk romantik i stedet for den stærke rytmiske musik, men det har det debuterende instruktørpar Vicki Berlin og Nikolaj Tarp enten ikke turdet, eller også har de ladet deres gode hjerte løbe af med sig for at give de mange dygtige amatører så meget at fremvise som muligt.
Resultatet er i hvert fald en forestilling på mere end tre timer, heraf en første akt på syv kvarter, og uanset, hvor god en forestilling er, er det for meget. Der kan strammes mange steder, eller måske kan man reducere de mange indlagte lån fra andre forestillinger.
Det skal dog siges, at da anden akt indledes med seks glimt fra andre, senere musicals, er det måske forestillingens stærkeste numre – ikke mindst er ’One night in Bangkok’ fra Chess næsten bedre end originalen – en stor rose til Emil Nielsen, men hvis man ville have noget andet, burde man måske have valgt en anden forestilling.
Nå, historien om, hvordan primadonnaen Lina Lamont, urkomisk spillet og godt sunget af Emma Normann Hansen, bliver overflødig, fordi hendes stemme ikke egner sig til talefilm, er præcis så charmerende, at den oprindelige film stadig vises jævnligt på tv. Den har dejlige sang- og danseoptrin, og især de sidste fungerer i Nyborg perfekt i Peter Friis’ elegante og poetiske koreografi. Han ved præcis, hvad han kan byde sit ensemble, og sammen med scenografen Malene Højme Ilskov har han valgt en række rekvisitter, bl. a. et sted mere end et dusin rulleborde, der virker storartet. Også Mai Strøbechs kostumer er velvalgte, og sikke et arbejde det har været at fremstille så mange forskellige og farvestrålende.
Sammen med instruktørerne er de formentlig også ansvarlige for en elegant stumfilm, hvis mellemtekster smart vises på et bræt under scenen, og der er mange andre fine indfald og sjove ideer, der hæver stemningen. Bl.a. er alle stumfilm i sort/hvid, mens talefilm er i farver.
Jesper Trolle synger et par dejlige numre, og Jens Jepsen er en morsom, om end ind imellem lidt overdreven, Cosmo Brown, så der er masser af gode ting at sige om ’Singin’ in the rain’, men musikken og solistsangen hos de to hovedrollehavere er ikke på toppen.
Anton Holten Lambert og Signe Bækkelund som Don Lockwood og Kathy Selden.
Mads Lundes orkester spiller muligvis rigtig fint, men i så fald slap det ikke ud til os, fordi balancen mellem instrumentgrupperne svigtede; og Signe Bækkelund og Anton Lambert danser fint og spiller godt skuespil, men deres stemmer tåler ikke helt de moderne mikrofoner, der er forfærdeligt afslørende. De har sangtalent, men det skal pudses af, før det rækker til så store roller, selv om de synger rent nok.
Vi må ikke glemme, at samtlige 200 medvirkende er amatører, og at det er imponerende, hvad de præsterer. I nogle år er man blot ikke blevet mindet om det.
Vejret er ideelt til en tur på Volden, og den skal man naturligvis ikke snyde sig selv for, for det er altid en fin oplevelse.
’Singin’ in the Rain’ spiller frem til 11. august.
Skønne rytmer, glimrende sang, opfindsom scenegrafi og koreografi og ikke mindst Tiptoe Bigband med 19 musikere forgylder ’Catch me if you can’ på Odense Teater
Odense Teater – Catch me if you can – Tiptoe Big Band
En af historiens halvstore svindlere var Frank William Abagnale Jr. selv om hans ’karriere’ kun varede fire år, fra han var 17 til han var 21. I de fire år nåede han at svindle med benzinkort og checks, rejste hele verden rundt som falsk pilot i Pan Am, virkede som ungdomsrådgiver, arbejdede i 11 måneder som læge og endelig i otte måneder som advokat, alt sammen uden eksamen.
Efter at være pågrebet lykkedes det ham flere gange at flygte på udspekuleret vis, bl.a. ved at udgive sig for at være undercover-FBI-agent, men han slap ikke for et halvt år i fransk fængsel fulgt af et halvt i et tilsvarende svensk, før en dom på 12 år i USA blev reduceret til fire, fordi han medvirkede til at afsløre muligheder for svindel – og minsandten om ikke han stadig eksisterer som ansat i FBI med samme arbejdsområde.
Naturligvis måtte den korte, farverige svindelperiode blive til først en bog, derefter en film med Leonardo di Caprio og Tom Hanks, og endelig til en musical, alt sammen med titlen ’Catch me if you can’.
På Odense Teater savner vi ikke filmens stjerner, for Laus Høybye er Abagnale Jr. med afvæbnende charme og flot sang. Han underspiller sine svindelnumre behageligt og fungerer glimrende i samspillet med den lige så glimrende Claus Riis Østergaard som FBI-agenten Carl Hanratty, for hvem arrestationen af svindleren bliver en besættelse.
Frank charmerer sin kommende svigerfamilie (Foto: Ard Jongsma).
Svindelkarrieren var ikke så lang og tåler ikke sammenligning med historiens største og især længst varende, så det er klogt af instruktøren Rolf Heim at sætte komik, sang, dans, musik og originalitet forrest i forestillingen.
Allermest overrumplende er det, at over scenen svæver og spiller Tiptoe Big Band med omkring 20 musikere. Hvornår har teatret sidst haft budget til 20 musikere i en forestilling, men I guder, hvor er det skønt. Orkestret, der med fuld ret har modtaget adskillige priser, svinger og jazzer sig gennem forestillingens iørefaldende og fint afvekslende numre, der alle fungerer, selv om de ikke er lige originale – et af dem er næsten kalkeret over Stan Getz.
Natali Vallespir Sand giver ikke Claus Riis Østergaard en chance (Foto: Ard Jongsma).
På den anden side er det måske aftenens allerfineste, fordi Natali Vallespir Sandi her brillerer med dampende sensualitet, mens hun behersker FBI-agenten Hanratty totalt – en blændende præstation.
Der spilles, synge og danses i det hele taget betagende; her og der udbredt til tilskuerrummet, og hele tiden understøttet af en spændende koreografi af Peter Friis, der sammen med scenografen Siss G. Jørgensen lader næsten alle møbler udgøre af statister, der anbringer sig i de nødvendige positurer, men også ved at forsvinde eller flytte sig kan illudere problem og krise, og som smart tvinger to forelskede i armene på hinanden. Desuden kan en stor beholder midt på scenen bruges til mange forskellige formål – og det i mange farver.
Originale møbler (Foto: Ard Jongsma).
’Catch me if you can’ er underholdende og topmusikalsk fra første til sidste sekund. Den spilles frem til 12. marts, og der er ved at være solidt run på billetterne, så kom ikke for sent, når du skal sikre dig dine.
Mette-Maria Øyen gør sin entre som Den Glade Enke (foto Skovdal Nordic).
Den Fynske Operas udgave af Lehars Den Glade Enke er af bitter nød udstyrsmæssig discount, men så laver man blot en eminent veloplagt, musikalsk og overrumplende forestilling med det, man har og kan.
Hvad gør man, når man vil lave Franz Lehar’s Den Glade Enke uden scene, symfoniorkester og orgier af farvestrålende kostumer i glitrende parisiske saloner?
Man laver sin helt egen udgave, hvor man udnytter de kvaliteter, man har, og gør operetten til en uforglemmelig oplevelse alligevel.
Daniel Bohr (foto Svend Novrup)
Denne bedrift udfører Den Fynske Opera i kraft en indfaldsrig instruktør, Daniel Bohr; en brillant scenograf, Rikke Juellund; et indlevende og følsomt spillende tre mands orkester under ledelse af Jacob Beck; og ikke mindst fremragende sangere og en urkomisk Njegus, Anders Skov Madsen, der hæver stemningen et par grader, hver gang han optræder.
Selvfølgelig skal man lige vænne sig til, at der ikke er et festligt klingende fuldt orkester; at scenen er et podium midt i lokalet med en trappe op til en balkon, hvor der ikke er en lille pavillon, og at der ikke er plads til at danse hvirvlende wienervalse og kun til at antyde cancan. Koreografien er med andre ord særdeles sparsom, men så retter man opmærksomheden mod teksten og det musikalske.
Handlingen er forvrøvlet og ulogisk. Grev Danilo og Hanna Glawari var engang kærester, men hun blev gift med en hovedrig, gammel våbenhandler, som meget betænksomt døde. Dermed blev Hanna til en enke, der ikke er helt så glad som operettens titel, bl.a. fordi hun efterstræbes at et hav bejlere, der vil sikre sig millioner, før de går på jagt efter elskerinder.
Thomas Storm og Mette-Maria Øyen i Den Glade Enke (foto Skovdal Nordic)
Et ægteskab mellem Hanna og Danilo er ønskeligt, for at Hannas millioner kan redde staten Pontevedrinos økonomi, så Baron Zeta presser greven for, at han skal gøre kur til Hanna. I Den Fynske Operas udgave støttes han nok lidt rigeligt af Hanna selv, der nærmest jagter Danilo, hvor hun i det originale stykke har sine tvivl under vejs, men skidt med det. Til sidst får de hinanden efter intriger, der også inkluderer Valenciennes vifte, som Camille de Rosillon uforsigtigt har skrevet en kærlighedserklæring på, og det er ikke så heldigt, hvis det bliver opdaget, for hun er gift med Baron Zeta, osv.
Operetten er aktualiseret ved at være flyttet til det store børskraks 1929, så der er mulighed for analogi med finanskrisen i 2008. Det sker i ambassadefunktionæren Njegus’ introduktioner til akterne, før han gør opmærksom på, at uanset hvad der sker i resten af verden, så går livet i det mondæne Paris sin uforstyrrede gang.
Det er blot et af eksemplerne på instruktør Daniel Bohrs elegante tilretning af operetten til en glat, musikalsk komedie i samarbejde med scenografen Rikke Juellund, hvis kulisser i sagens natur er sparsomme, men gøres til en del af humoren, når vi fx får fremmanet havestemning ved at gøre frynserne i loftet grønne. Scenen i midten er et genialt indfald. Pludselig har publikum 270 grader rundt første parket.
Kiki Brandt og Mathias Hedegaard i Den Glade Enke (foto Skovdal Nordic).
Mette-Maria Øyen som enken og Anders Skov Madsen som Njegus er aftenens største oplevelser. Øyen er en øjenlyst, har aristokratisk holdning og synger som en engel – ikke mindst i Vilja-sangen, som gør hele rummet magisk. Skov Madsen får publikum til at skraldgrine såvel, når han leverer sine tekster, som i sit kropssprog. Mathias Hedegaard er en glimrende Camille de Rosillon og Kiki Brandt en koket Valenciennes. Jesper Buhl er komisk, men nogle af pauserne i hans replikskifter bør nok afkortes. Thomas Storm synger dejligt og indsmigrende, men er i 2. akt udstyret med en kopi af en kendt James Bond-skurks nordkoreansk udseende uniform, og desuden er han lidt stiv af en Maxim-levemand at være. Hanna behøver næppe at frygte, at han bliver slemt efterstræbt af salonernes grisetter.
Koret udgøres af studerende fra Syddansk Musikkonservatorium, som åbenlyst nyder på denne måde at få sceneerfaring. Ikke mindst ved, at de på skift får lov at udfolde sig i en fransk chanson, der ikke hænger sammen med den øvrige handling.
Forestillingen, der er et perfekt indskud i en travl julemåned, opføres frem til d. 20.12.
Ole Vedbys udgave af Brostensblues med Jesper Hempler
Når Ole Vedby signerer sin karikaturbog ’Øl, Fisk og Hornmusik’ fredag kl. 13.30 på VisitKerteminde, vil Jesper Hempler synge sin Brostensblues, der er affødt af problemerne med Renæssancehavnens brostensbelægning og den er nok så satirisk
Der bliver masser af satire fredag kl. 13.30 på Turistkontoret på Strandvejen. Ole Vedby, der som karikaturtegner rangerer blandt Danmarks fineste, signerer hæftet med sine bedste tegninger, ’Øl, fisk og hornmusik’, og i den finder man bl.a. Brostensblues – en tegning af Jesper Hempler, der synger en brostensblues.
Det har han faktisk gjort internt i SF, og det kan ses på et godt gemt Facebookindslag, men nu kommer det helt op til overfladen, for Hempler kaster glans over seancen ved at synge sin Brostensblues.
– Det er nok lidt specielt med en udvalgsformand, der synger stærk satire over et emne, han selv slås med i sin forvaltning, konstaterer han, men samtidig har han lige ved valget fået vælgernes skulderklap i form af et stort personligt stemmetal og genvalg til sin post. Desuden er han en fremragende musiker, der såvel har fået udgivet solosingler som har været forsanger i grupper som Full Moon Fever.
Ole Vedby tegner til kjavis.dk (foto: Emil Andresen)
Ole Vedbys hæfte koster 80 kr., men netop ved søsætningen på fredag kan den erhverves for kr. 50, og denne pris bliver fastholdt for abonnenter på Kjerteminde Avis, som står bag udgivelsen sammen med forlaget Bureau Ruder 7. Ole Vedby har i øvrigt skænket sine tegninger til avisen med håbet om, at de kan være med til at stabilisere økonomien, og derfor bliver julekalenderen på kjavis.dk en kavalkade af Vedbys karikaturer. Hver dag er der auktion over den tegning, der bringes, og det højeste bud – dog minimum 100 kr. – ved midnat vinder auktionen.
Prinsesse Miamaja og Prins Valentin i Jul på Slottet 2017.
Da junioranmelderne var kommet hjem fra Nyborg Volds ’Jul på slottet’, besluttede de at grundlægge en autografsamling, for her var en kæmpe oplevelse, som de altid vil huske, og som altid vil sætte dem i julestemning.
Slotsmøllen emmede af atmosfære. Latteren skyllede gennem teatersalen – og røgen, når nissen Fimpe kom til at ændre julemåneden til solskinssommer, og julen blev afskaffet pga. kongens mangel på guld til krigsskadeerstatning. Valentin, prins under cover, havnede i kasjotten og kunne ikke få sin vidunderlige Miamaja, der slet ikke ville have en prins, men den jæger, der viste hende ræveungerne ude i naturen.
Det var på et hængende hår, at alt løste sig. Det guld, som Grev Rabenfuchs træsk havde bemægtiget sig og gemt, blev fundet af nisserne, og grevens rænkespil med Baron von Wissenwas afsløret, så de fik en hård straf: De skulle servere småkager for alle til jul. Miamaja opdagede, at jægeren var prinsen, og kongen, der skulle have betalt sin vægt i guld, behøvede ikke at tabe sig. Alt var lutter lykke, og under fremkaldelserne kunne publikum og medvirkende sammen istemme ’Det sørme, det sandt, december’. En af de fine kompositioner af Bodil Heister, som DR med stor succes som den første lod lave symfonisk musik til en tv-julekalender, som alle, der var store nok den gang i 1986, stadig mindes som banebrydende.
Det har junioranmeldelderne ingen anelse om, men de er euforiske aftenen igennem. 8-årige Alberte falder i svime over de kæreste små nisser og den meget prinsessede Miamaja, der spilles som en tilpas ironisk udgave af alle oversukrede Disney-prinsesser. Emma Sofie Eckhoff behersker rollen, og det er intet under, for hendes karriere på de skrå brætter er ved at have 10 års jubilæum med roller som Alice (i Eventyrland), Wendy i Peter Pan, Sandy i sommerens Grease og Brenda Strong ’ ’Catch me if you can’. Hun bliver spændende at følge videre.
Prinsesse Miamaja og Prins Valentin i Jul på Slottet 2017.De to 10-årige, Lau og Simon, falder for komikken, ikke mindst Jens Hauvgaard Jepsens overdådige konge og Emil Nielsens Junker Juchs. De synes også, at Torben Bonde Trolle som en meget konspirerende Rabenfuchs har format og synger dejlig tydeligt; og de synes, at Vivian Edelborgs Mor Trisse er imponerende, og Anton Holten Lambert som prins Valentin er så flot sammen med prinsessen, at alle skulle hjem og tjekke på Facebook, om de også er kærester i virkeligheden (det er de ikke!).
Tre henrivende julenisser fra Jul på Slottet
Desuden er alkymisten og de eksperimenterende nisser, der skal lave guld, urkomiske. Lau falder fuldstændig for de smarte kulisser, der virker som vendetæpper, når man får helt nye omgivelser frem bare ved at vende dem om, og hvor der kan komme mennesker og ting ud og ind af overraskende åbninger alle vegne. Yderligere var det anden aften i træk, hvor nogle af musikerne var med på scenen, nemlig blæseinstrumenterne, mens keyboard og guitar findes i egen orkestergrav.
Alle spiller forbilledligt. Der er gløgg og æbleskiver i pausen, så duften er også forjættende, mens det store juledrama går fermt og kvikt mod sin overdådigt røde og julede finale, og det stående publikum har svært ved at slippe solisterne og ikke mindst instruktør Jesper Dupont, koreograf Maria Nielsen og sang- og korinstruktør Kristine Becker Lund. En særlig cadeau til den kun 20-årige Zenia Børsen-scenograf, der for første gang bygger for voldspillerne og har skabt et spektakulært og vel fungerende slot.
Det forudsættes næsten, at man på forhånd kender den fulde Jul på Slottet, men Jesper Dupont har smart indsat en fortæller, så man undgår den fare, og han kan hele tiden forstås, mens musikken på andre tidspunkter overdøver sangerne, så en del tekst drukner.
Historien om Julekrigen, der heldigvis løses fredeligt, spilles frem til 10. december, og man skal allerede være heldig for at få billet, selv om der er lavet adskillige ekstra forestillinger, men alle, der bærer julen i hjertet, vil elske forestillingen og gå opløftet hjem og drømme om Prins Valentin, Prinsesse Miamaja og måske ikke mindst de henrivende små nisser.
Emma Sofie Eckhoff og Simon Løkkebo Jakobsen – Newton John og Travolta kan gå hjem og lægge sig!
Grease er en storslået oplevelse, hvor publikum er euforisk ved det nostalgiske møde med Rydell High School 1959 og de 60 voldspillere, der alle kan deres roller, som var de ægte professionelle
Det er ganske enkelt mageløst!
Alle synger guddommeligt og danser med ynde eller kraft; alle er instrueret, så selv den mindste birolle i et stort ensemble er fascinerende at studere; der er ikke en mislyd i orkestret, som scenografen Anders Vesterholm smart har fået placeret i toppen af en stor jukebox, der står som scenens centrum; og der er ikke gået to minutter af Grease, før publikum gynger, nynner med og klapper taktfast.
Vi plejer ikke at uddele stjerner, men hvis vi gjorde, var dette en sikker forestilling til seks funklende af slagsen.
Forventninger vækkes af Anders Vesterholms fine 50er-kulisse og af programmet, som har mange fine indslag. Orkestret slår an, og vi trækkes i et nu tilbage til Rydell High School 1959, hvis værdinormer vi skal vare os for at overtage: De sexfikserede drenge kan forsøge at blive mere menneskelige, men det er umuligt, så det skal man ikke bryde sig om. Hvis en pige ikke ryger, drikker eller dyrker sex, sætter det hende uden for fællesskabet, men det kan hun komme ind i ved at gøre alle tre ting. Så kan hun tage drengens ring, så han har krav på sex med hende, og … nej, det behøver vi ikke at tænke over eller at acceptere, men sangen og musikken er så fantastisk, at man sluger hvad som helst.
Næsten alle væsentlige roller er naturligt besat af unge, og de kan alle synge, danse og spille komedie. I en grad, så man flere gange får gåsehud, og man skal ikke tænke på bønnen om ikke at sammenligne med Olivia Newton John og John Travolta. Majbrit Frederiksens kostumer, der var med læderjakker og susende skørter og bluser i pastelfarver, laver alligevel kopier af de to stjerner, som for resten kan gå hjem og lægge sig, for Emma Sofie Eckhoff og Simon Løkkebo Jakobsen synger og danser lige så godt og virker takken mere menneskelige.
Det samme gælder hele ensemblet: En forbløffende kunnen fra forbløffende mange – forestillingen giver et usædvanlig højt antal voldspillere mulighed for at brillere.
Vi kunne nævne dem alle, men det er der ikke plads til, men vi skal fremhæve instruktørteamet, der har muliggjort dette lille mirakel. Den helt store vinder er Maibritt Jensen, der står for koreografien. Den er betagende, elegant og byder på store udfordringer, som det er lykkedes hende at få alle til at løse på forbilledlig vis. Det burde egentlig være umuligt.
Kristine Becker Lund har fået samtlige til at synge guddommeligt – det må have været en svir at have audition. Mads Juul Lunde får sit orkester til at spille i super 50erstil, og Daniel Bohr, som ikke engang var specielt betaget af Grease i sin ungdom, har fået alle til at gå, stå, danse og agere som unge i 50ernes rock’n’roll-generation. Samtidig er dialogerne gjort tilpas nutidige til, at atmosfæren virker rigtig, og de ting fra den oprindelige tekst, som de færreste i dag ville forstå, er fjernet. Hvem er Sandra Dee, og hvad står hun for? Hun er væk, så man ikke behøver en fodnote for at få det at vide.
Grease taler med sine musikalske og plastiske kvaliteter, sit tempo og den klassiske voldspilsatmosfære til alle generationer, og ikke overraskende har forsalget været strygende. Når rygtet om kvaliteten når alle ører, kommer det til at gå stærkt med de resterende billetter frem til 12. august, der er sidste spilledag.
Snyd ikke dig selv for en oplevelse, du aldrig vil glemme.
Maskarade var en dejlig oplevelse hos Den Fynske Opera, som det fremgik af min anmeldelse på kjavis.dk
En veloplagt fryd for alle sanser
Lørdag 25. februar 2017 kl. 21:40
Maskarade på Den Fynske Opera (Foto: Skovdal Nordic).
Jeronimus, Jesper Brun-Jensen, tager Leander, Bo Christian Jensen tv og Henrik, Jens Søndergaard, i skole (foto: Skovdal Nordic).
Livlig og sansekildrende opførelse af Carl Nielsens Maskarade på Den Fynske Opera, hvor Jens Søndergaard var aftenens store oplevelse
Holberg, Vilhelm Andersen og Carl Nielsen har sammen skabt operaens parallel til ’Elverhøj’, den ultimative danske opera, der har alt, hvad man kan ønske sig af humor, tempo, vellyd og meningsfuldhed i tre timer, hvor man sidder tryllebundet og bare nyder.
Fra start skal man dog vænne sig til, at Nielsens vidunderlige musik, der er så fuld af raffinementer, der ikke mindst ligger i brugen af de forskellige instrumenter, i vore sparetider er blevet til et klaverarrangement, hvor Martin Åkerwall og Per Salo brillant, det skal indrømmes, har kogt orkestret ned til en dobbelt klaverstemme. Det kan næppe gøres bedre, men noget går tabt.
Da indledningen på ouverturen også druknes af lystige maskaradegæster og dermed forfladiges – det nærmest signalerer, at publikum jo også roligt kan snakke færdig, før de koncentrerer sig om forestillingen – ja, så fik aftenen en vaklende start.
Det varede ikke længe, så føg sang og musik over scenen; den ikke uaktuelle intrige udfoldede sig; sangerne var fremragende skuespillere, og Holberg-elskeren og –eksperten Christian Steffensen havde sørget for den perfekte kombination af Holbergtro diktion og tilpas moderne udtryk, så alt gik op i en højere enhed.
Også takket være en glimrende scenografi af John Lindskov, et fint lysdesign af Jesper Pedersen og farvestrålende kostumer af Agnethe Vestergård Petersen og Michael Nøhr.
Yderligere var der kælet for de indlagte dansenumre, hvad enten hele ensemblet dansede turdans, eller balletdanserne Emilie Augustesen Rasmussen, Sebastian Sund og Victor Lund frydede med deres udførelse af Koreografen Marylise Tanvets usædvanligt fine arbejde – jeg har aldrig set en hanedans, der tilnærmelsesvist var lige så gennemtænkt som denne.
Sangligt er aftenens oplevelse Jens Søndergaards Henrik. Overlegen og ren i alle lejer, sprudlende i skuespil og fysisk udfoldelse forgyldte han alt, hvad han var med i. Andre fine præstationer stod Mette-Maria Øyen og Ulla Kudsk Jensen for som hhv. Leonora og Magdalone, mens Jesper Brun-Jensen og Bo Christian Jensen som Jeronimus og Leander havde de helt rigtige stemmer, men begge virkede pressede i højden.
Aftenen har mange højdepunkter. Den mandlige kvintet i slutningen af første akt var et af dem, man husker allerbedst, da aftenen var forbi, men ustandselig krydses de forskellige stemmer i smuk samklang, og gennem hele forestillingen er der overraskende temposkift, masser af musikalske indfald, som man også falder for, når man ser Maskarade for måske sjette eller syvende gang.
Den Fynske Operas forestilling er Holberg- og Nielsentro, dejligt instrueret og udført og trods det manglende orkester en stor musikalsk oplevelse, som man kan opleve frem til 11. marts, og som ingen med musik i blodet bør snyde sig selv for.
