Odense Teaters Ronja Røverdatter en poetisk myte om, hvordan barske røvere kan blive hæderlige mennesker – og musikken er af enestående kvalitet
Fv Klaus T. Søndergaard, Laura Skjoldborg, Marie Mondrup og Anders Gjellerup Koch (foto: Emilia Therese)
– I det her job kan man jo blive hængt, næsten før man ved af det, konstaterer Skaldeper, der sammen mødrene og næste generation, Ronja og Birk, arbejder for, at såvel Mattisrøvere som Borkarøvere skal stoppe deres virke som røvere og måske – gys – arbejde i stedet.
Ronja og Birk er begge født i den forfærdelige nat, hvor et lyn flækkede Mattisborgen i to dele, og de to røverbander befinder sig i hver sin del.
Ronja og Birk
Da Ronja og Birk mødes, er luften fuld af skældsord og eder, for de ved jo godt, hvad der forventes af de grupper, de er medlemmer af.
Laura Skjoldborg og Emil Veber Rasmussen (foto: Emilia Therese)
De er unge og stadig modtagelige for såvel argumenter som den storslåede natur, også selv om den er fuld af skovhekse, rumpenisser og grå-dværge.
Da det går op for dem, hvad deres familier lever af, og at de ikke må være sammen, flygter de ud i Bjørnegrotten og lever sammen der. De får mad ved at fiske, og snart begynder røverne fra Mattisborgen at dukke op med madbidrag og opfordringer til at komme hjem.
Til sidst giver selv Mattis, der ellers har afsvoret Ronja som datter, sig og dukker op ved Bjørnegrotten.
Røverne har dog ikke afsvoret deres liv som røvere, så det kræver yderligere indsats med smarte påfund fra de to børn dels at få de to røverbander forenet; dels at få dem til at arbejde på at skifte erhverv.
Juleforestillinger
Jeg elsker juleforestillinger og synes egentlig, at der bør være nisser i dem, men her må jeg give mig. Ronja Røverdatter er den perfekte familieforestilling. Laura Skjoldborg som Ronja og Emil Veber Rasmussen er friske, intelligente betweenagere (så er kærligheden ude af betragtning), der bliver venner og trodser de ældre røvere.
Anders Gjellerup Koch og Mikkel Bay Mortensen er de to spradebasser af høvdinge, som viser sig at være gode nok på bunden, Lovis, Marie Mondrup, er den verdenskloge røverhustru, som har opgivet at opdrage røverne og bare håber, at de forbliver i live, men hun støtter også de unge.
Klaus T. Søndergaard er rørende og morsom som Skaldeper, der er gammel og svag, men livsklog, og i alle øvrige roller spilles, synges og danses fint i Peter Friis’ koreografi. De barske røveres dans ligner opvarmning for New Zealands rugbyhold en del!
Unik musik
Mange forbinder Ronja Roverdatter med Sebastians musik, men glem den. Hal Parfitt-Muray, Magnus Heebøl Jacobsen og Thor Ahlgren spiller på alt fra sækkepibe til træskoviolin. Deres musik ligger under hele forestillingen, som de kommenterer eller kitter sammen på poetisk vis og helt i Astrid Lindgreens stil. Det er mageløst.
Instruktion i top
Frede Gulbrandsen er instruktør og kan ikke gøre noget galt på Fyn, hvor han på Odense Teater fx instruerede den hæsblæsende og helt anderledes ’De Tre Musketerer’, og hvor han i 2016 gjorde Kerteminderevyen til Danmarks bedste. Han kan godt få en pris mere for Ronja Røverdatter.
Scenografi og kostumer passer magisk sammen, og det er ikke så mærkeligt, for begge dele står Camilla Bjørnvad for.
Der er af nisser kun de urkomiske rumpenisser, men på trods af det er det en rørende, morsom og perfekt juleforestilling, som spiller frem til 30. december. Pas på spilletiderne. De varierer en del – og pas på tiden, for billetterne bliver revet væk.
Henriette Gylands bog ‘Syklubben’ har sin titel efter den betegnelse, som modstandsfolk i Helsingør dækkede sig under, ikke mindst i dagene omkring tyskernes forsøg på at fange alle jøder og sende dem i koncentrationslejre i Tyskland, hvor de fleste blev dræbt.
Henriette Gyland: Syklubben
Inger Jensen bliver i 1943 af sine forældre i København sendt til Helsingør, der må være mindre risikabel under besættelsen. Hun får job hos en bogbinder og bor hos sin tante og onkel og deres børn.
Det viser sig hurtigt, at måske er overfladen fredelig, men der foregår meget i sundbyen underverden. Der produceres og omdeles bl.a. illegale blade, hvad Inger bliver indblandet i, der smugles varer fra Sverige, og da det er nødvendigt, smugles der jøder til Sverige. Ikke helt filantropisk. De flere tager sig godt betalt for den risiko, de løber.
Historiens røde tråd er Ingers fraskilte barnebarn Cecilies fund af en kasse med to fornemme smykker, da hun rydder op i et kælderrum efter bedstemoderens død som 96-årig. Hun går i gang med at finde ejerne, David Nathan og hans kone, og det viser sig at være muligt. Da Nathan, der sidder i kørestol, meget gerne vil høre Cecilie læse moderens dagbog op, bliver det til mange møder mellem dem og Davids døgnsygehjælper Rafi, som Cecilie forelsker dig i.
75 år tidligere mødtes Inger og David kortvarigt, før han blev sendt til Sverige med sin kone, men at sammenligne det med ‘Letters to Juliett, som pressemeddelelsen gør, er noget af en tilsnigelse.
Der er kærlighed nok i bogen, og det er kvinderne, der forelsker sig hurtigt og er parat til at gå hele vejen. En af Ingers veninder, Gudrun, bliver gravid, og en anden, Bodil, forelsker sig i en tysk soldat. Ingen af dem overlever.
Så Helsingør er langt fra fredelig, og Gyland skriver lavmælt om dramatikken, som pludselig slår kraftigt ud på overfladen; så lavmælt, at læseren, som kender de risici, alle modstandskæmpere løber, sidder på kanten af stolen og bare er så glad for, at man ved, at Inger må overleve. Der er ingen sabotageaktioner, ingen skudvekslinger og den slags, men dramatikken mangler sandelig ikke.
Sproget er smukt og glat, og forskellen på de 75 år gør, at selv dem, der er trætte af at høre om besættelsen, holdes fast gennem alle ulykkerne fra dengang til det, der tegner til at blive en happy end. Kønsrollerne vendes flittigt under vejs, og Cecilies første mand demonstrerer, at for nogle mænd er der ikke meget, der har ændret sig.
Forfatteren begår en enkelt mindre fejl. Ideen har været fortælle alt gennem Ingers dagbøger og Cecilies liv, men mange gange skifter synsvinklen, så en anden person fortæller. Det generer ikke meget, men altså …
Bogen er udsendt på Harper Collins, og når nu hovedpersonen har været bogbinder, kan vi da nyde, at den er indbundet med 313 sider i tilpas bogstavstørrelse.
En stor rose til Lucy Bennett, hvis omslag har en rødklædt kvinde på en bådebro. Alt andet end kvinden er sort-hvidt og dybt fascinerende.
Vi anmeldte for nylig Jacob Wendt Jensens Poul Bundgaard-biografi, som det var svært at sætte en finger på. Samme forfatter står bag ‘Revykongen Aage Stentoft’, ‘Jane Aamunds sidste manuskript’, der knap holder samme niveau.
Det kan der være mange årsager til. Måske først og fremmest, at der er tale om et efterladt manuskript af Jane Aamund, som er blevet tilføjet en mængde detaljer fra en kuffert fuldt af ukendt materiale, som Wendt Jensen fik adgang til. Det var Stentofts eget arkiv, så meget måtte ændres, omskrives eller tilføjes.
Hvad venter man af en Stentoft-biografi? 1. Man forventer en gennemgang af den kunstneriske produktion, dvs. de mange hundrede melodier, han har komponeret, og de filmmanuskripter, han stod bag. 2. Man forventer en gennemgang af hans indsats som revykonge. 3. Man ønsker at kende baggrunden for det hele gennem en gennemgang af hans privatliv, som ofte vil hænge sammen med produktion og teaterdrift. 4. Man forventer at mindes!
Lad mig starte med 3. Her falder Wendt Jensen for en hyppig fristelse for biografer. Han ved for meget, og han vil af med det hele. Det betyder, at der er mange gentagelser, og at ting får for meget plads. Især diskussionen, om Stentoft var nazist eller ej. Dokumentationen er alt for grundig. Vi behøver ikke den komplette tekst af diverse breve. Vi tror på biografens ord om, hvad indholdet er, så vi kunne komme videre.
Bortset fra det får vi mange vidnesbyrd om, at en stor kunstner ikke behøver at være et stort menneske. Vi får mange udsagn om, hvor barsk han var i pengesager, hvor ubehagelig han var i pengesager, og hvordan hans kæmpe jalousi kunne holde hans koner i bur samtidig med, at han selv måtte behandle dem, som var de hans kæledyr.
Når det gælder revykongen, havde han tril gengæld vovemod og visioner, især når det gjaldt at give musical’en en stærkere position i Danmark. Tænk bare på ‘My Fair Lady’ i Tre Falke. Der var store problemer med rollen som Eliza, hvor vi hører om diverse konspirationsteorier. Forestillingen lykkedes dog så godt, at jeg mindes, at mine forældre kom hjem om natten efter at have set den og kørt hjem – plus Storebæltsfærgen. Min mor var så grebet af den, at hun vækkede mig og genfortalte hele handlingen, og jeg glemte aldrig, at man skal huske at rose dem, der er med til at opfylde sin drømme, som Professor Higgins ikke gjorde, da Eliza har bestået sin prøve.
Danskerne var ikke altid klar til de forestillinger, som Stentoft fik sat op, fx ‘Hvordan man får succes i forretning uden at røre en finger’ på Nørrebros Teater med let avanceret musik af Frank Loesser og Preben Uglebjerg i hovedrollen. Den elskede jeg og min madklub – og den danske udgave var betydeligt bedre end den amerikanske film, der kom et par år efter – men den solgte for få billetter. Det var synd, og mon ikke publikum i dag vil være klar.
Som filmmager skrev han manuskriptet til en af alle tiders bedste og mest tidløse film, ‘Vi er alle sammen tossede’. Se den midt i tidens populistiske politiske verden og få lyst til at pille det hele fra hinanden. Jeg skal aldrig glemme Lise Ringheims replik, da hun har fået at vide, at hun bare skal tale sin mand Alex Alexandersen (Kjeld Petersen) efter munden: – Jamen, jeg har da så tit hørt om alle elefanterne i Kollerød Hegn.
I slutscenen samler Kjeld Petersen alle de ’tiltalte’ fra det officielle system næsten, som var han Hercules Poirot, anklager dem efter tur og fælder dommen: Vi er alle sammen tossede! Det er mageløst, og jeg holder for resten også meget af såvel Reimer som Petersen i ‘Solstik’
Afsnittene om revykongen er de bedste i bogen, mens jeg synes, at man hører alt for lidt om hans udødelige melodier bortset fra ‘Månestrålen’ og nogle af de ting, han skrev til Osvald Helmuth. Her måtte Wendt Jensen meget gerne have bredt sig mere.
I begyndelsen af 70erne boede jeg i Forhåbningsholms Alle 33 på fjerde sal med udsigt mod vest gennem en lang gård. For enden af den lå på Skt. Knuds Vej et lille, rødt hus, hvor der næsten hver nat var et vældigt leben. Der boede Stentoft nemlig, til han endegyldigt flyttede til Spanien, og hold op, hvor der blev festet igennem. Man vidste, at det var Stentoft og hans skuespillere, og tilgav alt.
Det følgende anfører jeg kun som eksempel på, at ingen er 100% perfekt i sin research, for det synes Wendt Jensen ellers altid at være. Når Stentoft hyrer Titti Sjöblom og kalder hende for Titti Babs efter sin mor Lill Babs, så er den rivegal. AliceBabs hed Sjöblom som mellemnavn, og Titti er hendes barn. Formentlig anede Wendt Jensen ikke uråd!
Som man kan forstå består bogen i en vis udstrækning punkt 5, og det gør, at mange vil fine bogen fængslende og mindegivende. Man kan jo evt. springe noget af diskussionen om nazismen over. Bogen er i øvrigt i solid indbinding me med et væld af fine fotos.
Jacob Wendt Jensen: Revykongen Aage Stentoft. Forlaget Peoples. 399 sider indbundet og rigt illustreret.
Allan Erik Mortensen har erobret danske krimilæseres hjerter og har på få år udsendt ikke mindre end ni romaner med landbetjenten Jon Harding og hans kollega Viggo, der opklarer mord i Gæringe, det danske modstykke til Midsomer.
Jeg havde ikke læst nogen af Allan Erik Mortensens ni romaner med Jon Harding i hovedrollen, men da jeg tog fat på de tre første forstod jeg straks , hvorfor bøgerne er så populære.
De er velskrevne. De har voldsomme mord, udspekulerede skurke, indholdsmættede scener, hvor liv ustandselig er på spil, og de udspiller sig i troværdige omgivelser i det nordvestlige Sjælland. Byen hedder Gæringe, men forfatteren bruger egnen omkring Høng, hvor han bor, brillant.
Han har også skabt et galleri af personer, som er fascinerende. Jon Harding er flygtet fra København med dens stigmatiserende underverden til en fredelig stilling som landbetjent, hvor han kan komme sig over de psykiske men, som arbejdet i hovedstaden har givet ham. Da stillingen er knap så fredelig, som den synes, dukker migræne og andre ting ubehageligt op under pres.
Hans kollega Viggo er prototypen på gamle dages opdragere, hvor et par flade til unge bøller anses som bedre end en anmærkning i straffeattesten. Han kan ind imellem gå meget over stregen, og så forventes Jon at stå last og brast med ham i en tillempet version af, hvad der er foregået. Politibetjente kan bøje virkeligheden, når de mener, at det er nødvendigt for at hjælpe en kollega.
Amanda, der på latin betyder ’den, der bør elskes’, er lige præcis det. Hun er en del mere aktiv end de kvinderoller i litteraturen, hvis eneste opgave er at elske mandlige hovedpersoner, men vi kan fastlå, at Jon spiser mange æg, når han lever op til Amandas sexappetit selv, når han har været på opgave i halve og hele dage.
I første bind, Ringmanden, opklares en stribe uhyggelige mord, hvor gerningsmanden hver gang har sikret sig en fingerring fra sit offer. I andet bind, Menneskeæder, opklarer Jon et brutalt dobbeltmord, bl.a. ved at opsøge en straffefange, der sidder inde for et andet dobbeltmord. I tredje bind, Fejemanden, er der en effektiv lejemorder på spil. Alle andre steder i verden lykkes han med sine henrettelser, men helt så let går det ikke i Gæringe.
Forfatteren har politiske bagtanker med sine skriverier, men klogt afslører han dem kun gradvist. I ’Fejemanden’ kommer de dog klart til udtryk, når Jon med meget lille begrundelse kører til Sverige for at overfuse en velhaver, mens Viggo klarer at gøre det sammen på hjemmefronten. Det kan vi som læsere kun bifalde, fordi vi har lært, at forfatteren altid har ret i, hvem der er de gode og de onde.
Jon lærer også selvtægtens fine kunst, når han giver en hundemishandler en omgang med hans egen pisk, mens hans niecer ser på. Selvfølgelig skal man ikke mishandle hunde, men han er heldig, at en af niecerne ikke sender det hele live til sine veninder på sin mobiltelefon for at vise, hvor dygtig hendes onkel er!
Vi kan vist også fastslå, at der ikke pilles ved gamle kønsroller, og at det må være svært at være grønthandler i Gæringe, for her spiser man wienerbrød, hver gang der er en lejlighed til det.
Helt som i Midsommer, hvor der dog gribes færre gange til skydevåben, og hvor Barnaby ikke ustandselig skal spilde sin tid på at blive internt undersøgt, som Jon skal.
Jeg vil bestemt fortsætte med at læse serien, for den har plots fulde af overraskelser, masser af action, og når man er i gang med en af bøgerne, ryger der let en nattesøvn, fordi man ikke kan vente med løsningen.
Allan Erik Mortensen: En trilogi. Hængedynd, bestående af Ringmanden, Menneskeæder og Fejemanden. Forlaget Falco. Bøgerne er smukt indbundet og skrevet i typer, så synshandicappede kan være med.
Patricia Lockwoods ’Ingen taler om det’ er en intens fremstilling af fælden ved at slippe det virkelige liv og leve gennem de sociale medier, men spørgsmålet er, om løsningen er overbevisende.
Fortælleren i ’Ingen taler om det’ er meget tæt på sin forfatter. Som Patricia Lockwood er hun en feteret person, der har vist sin klasse gennem tweets på internettet, og som inviteres verden over for at holde foredrag eller deltage i seminarer om ’Portalen’, som hun kalder den del af internettet, som hun udfolder sig på.
Indholdet er udvalgte dele af fortællerens tankestrømme som ’stream of consciousness’, og naturligt får vi under vejs henvisninger til såvel James Joyce’s ’Ulysses’ som til Virginia Woolf.
Bogen er i to dele. I den første er hendes hjerne tæt på at opgive den virkelige verden til fordel for Portalens liv, der er besættende i såvel sin diskussion af væsentlige problemer som den fuldstændige idioti, og som lynhurtigt kan præge vores sprog. Blandt de mange korte tankestrømme kommer her en længere væsentlig om nettets væsen:
Hele subkulturer opstod i gruppen, hvor folk mødtes for at tale om deres problemer med overvækst af candidasvampen. Man faldt over det sent en aften, hvor man dovent lå og tastede ting i søgefeltet: Hvorfor er jeg hele tiden træt, hvorfor kan jeg ikke længere memorere en syv minutter lang monolog, hvorfor er min tunge mindre lyserød, end den var, da jeg var barn. (Klokken tre om natten fandtes der kun to spørgsmål: Er jeg ved at dø? Og Er der nogen, der virkelig elsker mig?) På søvnløshedens landevej snublede man over candidaovervækst-gruppens med det lysende velkomstskilt og trådte gennem svingdørene, som øjeblikkeligt smækkede i bag en. Man påtog sig candidaovervækst-sproget; det, der startede som den mest elastiske og lynhurtige leg med ord, forvandlede sig hurtigt til en jargon og så til en doktrin og så til trossætninger. En opførsel blev diskret modereret af de ydmygelser, skarpe irettesættelser og den kritik, man kunne blive udsat for i candidaovervækst-gruppen. Man forudså, hvilke diskussioner, der kunne opstå, og man gennemspillede dem i brusebadet, mens man vaskede sit hår, hvis fulde vækstpotentiale og glans var blevet hæmmet af candidaovervækst. Hvis en karismatisk troldmand dukkede op i candidaovervækst-gruppen, en, som ansporede de andre medlemmer til nye og usete højder udi retorik og tiltalesvar og improvisation, kunne et nyt sprog muligvis opstå i candidaovervækst-gruppen – et, som resten af verden først ikke forstod, og som så sidenhen blev til det universelle sprog.
Indslaget er lidt længere, men her får vi en vigtig redegørelse for, hvordan tingene udvikler sig lynhurtigt på nettet.
Så går det ellers over stok og sten. Med sex, væsentlige spørgsmål som ’kan en hund være tvilling’, diktatoren (Donald Trump, selv om navnet ikke nævnes – det gør til gengæld den dag, hvor han blev valgt), fodfetichisme, den afskyelige snemand etc. Da Lockwoods alter ego er veluddannet, stilles der også visse krav til læseren – og ved vi måske alle sammen, hvem ’the unabomber’ er?
Når man får en samlet sum af associationer, er de heller ikke alle lige acceptable. Indimellem vil man frastødes; ind imellem bifalder man, men hvordan undgår man at blive opslugt af nettet?
I denne bog er redningen en familietragedie, da fortællerens søster bliver gravid, og barnet viser sig at have store defekter, som gør, at det muligvis ikke kan leve frem til fødslen, og skulle det gøre det, er der ikke lang levetid derefter.
Barnet bliver født og lever et stykke tid, og hele processen får virkeligheden til at virke vigtigst, selv om det er utroligt, hvad man mener at kunne lægge ind i og læse i dets reaktioner.
Men hvad med andre? Hvad med alle dem, der ikke har en familietragedie til at fri sig fra det overvældende net? Har de en chance?
Lockwoods bog er i sig selv en voldsom advarsel, når fortælleren med absurd humor fører os rundt i Portalens barokke univers.
Lockwood er en fremragende fortæller, og jeg kan anbefale nogle af hendes tidligere essays, måske specielt ’The Rape Joke’, som kan findes på nettet! Hendes første roman er muligvis intet mesterværk, men den er væsentlig, udfordrende og aktuel. Alle vil få noget ud af at læse den.
Patricia Lockwood. Inger taler om det. Forlaget Falco. 235 s indbundet. Set på nettet til priser fra 210-300 kr.
Teater Momentum har i et stykke tid hver aften haft Alt.Andet.End.Andersen, skabt i samarbejde med HCA Festivalen, på programmet. En forestilling, der mest er teatersport med en sjov ide: Hvad nu, hvis det var en redaktør, der skrev HCAs titusindvis af stumper, som han aldrig fik kombineret, sammen til de eventyr, vi kender? Det tyder et sent fund af disse stumper på, så nu skal forskere med publikum som iagttagere og medbestemmere prøve at skabe et eventyr ved gentagne gange at vælge, hvilken vej det skal bevæge sig.
Forskere i vildrede: Anders Cornelius Zoffmann, Amanda Bøgestrøm Isaksen og Malte Joe Frid-Mielsen. Foto: Ard Jongsma
Hver aften har der været en gæsteskuespiller, der som forsøgsperson ikke anede, hvad der skulle foregå, og der var således sikkerhed for, at den enkelte forestilling ville blive forskellig fra alle andre.
Det er nu ikke helt korrekt, for når publikum har valgt ‘forkert’ i ‘dimensionsvandringen’, og man alt for tidligt står med et afsluttet eventyr, afskaffer man demokratiet og lader en enkelt publikummer vælge enkelte ting, men teksten af Malte Joe Frid-Nielsen sikrer, at man hver aften hovedsagelig slutter samme moralsk ansvarlige sted – formoder jeg. Det er dog ikke let at gennemskue, hvordan det var gået, hvis publikum havde valgt, at det skulle dreje sig om en prinsesse i stedet for en soldat – og gad vide, om det overhovedet er sket?
Når jeg først dukkede op til sidste forestilling, var det for at opleve Natali Vallespir Sand som gæsteskuespilleren, og hun skuffede ikke. Brillerede med sit kropssprog, der kan alt – også fryse i lang tid. Havde en replikbehandling, der forgyldte de instruktioner, hun fik, og pressede alle pointer elegant igennem.
Hele legen var veloplagt og elegant, ikke i nærheden af at ligne forskning, med Amanda Bøgestrøm Isaksen, Anders Cornelius Zoffmann, Ida Brinch og forfatteren på scenen. Ida Brinch dog i baggrunden som musikeren, der understøtter begivenhederne suverænt og så diskret, at mange måske slet ikke opdager det.
Jesper Dupont har instrueret og kunne her og der have strammet tiden en smule. Jagten på Natali Vallespir Sands mikrofon var i hvert fald alt, alt for lang, men ellers kan man kun nyde den glimrende timing, som er afgørende, når forestillinger udvikler sig som en slags teatersport.
At den er alt andet end H C Andersen er en tilsnigelse, for det, jeg oplevede, var reviderede udgaver af Fyrtøjet og Den Grimme Ælling, og så gætter jeg på, at alle dage er endt mere politisk korrekt, end Andersen var – han kunne være meget barsk.
Den Jyske Operas traditionelle augustgave til sit publikum byder på fremragende sang, spændende kulisser i widescreen og især i anden akt magiske øjeblikke
Tammi Øst og Randy Diamond (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)
Hvorfor er det først som 63-årig, Tammi Øst viser sig at være perfekt til musical eller for den sags skyld opera i stort format? Stor tak til hendes sanglærer Klaus Møller for at opfordre hende til at søge rollen som Norma Desmond i Sunset Boulevard på Den Jyske Opera. Vi kommer aldrig til at glemme den.
Norma Desmond er en stumfilmstjerne, der blev offer for talefilmen. Hun er en aldrende kvinde, der bor isoleret i et hus, hvor hendes trofaste butler, chauffør og beundrer Max von Mayerling, glimrende sunget af Martin Loft, våger over hende og garderer hende mod virkeligheden.
Tammi Øst og Martin Loft (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)
Hun har skrevet et manuskript til en talefilm, der skal give hende et stort comeback, og da den middelmådige manuskriptforfatter Joe Gillis, Randy Diamond, ved et tilfælde havner i hendes hus, sætter hun ham til at frisere hendes manuskript, så hun kan sende det til instruktøren Cecil B. DeMille.
Norma forelsker sig i Joe, som hun ikke vil tillade at forlade huset, og som ender med at blive hendes elsker, delvis af medlidenhed, mens hun er vildt forelsket.
Randy bliver til gengæld bestormet om hjælp til at lave et filmmanuskript af Betty Schaefer, ypperligt sunget af Katharina Maria Apt.
Randy Diamond og Katarina Maria Abt (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)
Således er der klar til 2. akt efter en lidt lang 1. akt, men man har ikke ventet forgæves. Først får vi Gillis’ selvmedlidende, men også rørende, klage over den situation, han er havnet i. Derefter oplever vi en opløftet Norma, der har fået en aftale med Cecil B. DeMille og ikke ved, at han er interesseret i hendes veteranbil, ikke hende selv; og derefter er scenen rørende, da Norma møder i filmstudiet, parat til at genindtage sin stjernestatus.
Siden får vi en blændende duet mellem Gillis og Betty, som dog mister i sin virkning dels, fordi vi ved, at der ikke er håb for den, der søger lykken i Hollywood; og dels fordi denne kærlighed virker dødsdømt, fordi Randy Diamond simpelthen er for gammel til rollen som Gillis – han synger guddommeligt, men minder en del om Mrs. Doubtfire.
I slutscenen, hvor Normas i forvejen dårlige forhold til virkeligheden kammer fuldstændig over, og hun bl.a. skyder Gillis, er Tammi Øst helt suveræn, og havde man ikke haft fremkaldelserne at samle sig under, havde ingen forladt Musikhuset med tørre øjne.
Andrew Lloyd Webber skrev musicalen til et manuskript, baseret på Billy Wilders stærkt melodramatiske film af samme navn, efter at have ventet 20 år på at kunne få rettighederne. Det er en forestilling, som kræver en overflod af farver og kulisser, som Emily Bates og Astrid Lindgreen Hjermind lever fuldt op til, endog i scenens fulde bredde, widescreen(!), så fokus kan skifte lynhurtigt vha. lyset.
Den Jyske Operas fine orkester med Andy Massey som dirigent får mest muligt ud af, at man her har et fuldt orkester til en musical, så musikken virkelig kan bruse, ind imellem næsten for voldsomt, men det er et valg.
Operaens chef, Philipp Kochheim, har valgt Sunset Boulevard i sin begejstring for såvel film som musical, og resultatet er skønt. Det er trist, at der kun er fire opførelser, men godt, at er der overhovedet billetter tilbage, er det til torsdag, fredag og lørdag i den kommende uge, så chancen er der endnu.
Jeg mindes en gammel sætning: Man går hjem – opløftet – som af al stor kunst.
Præcis sådan havde jeg og, kunne jeg høre, så godt som hele publikum ved den udsolgte ‘En Skærsommernatsdrøm’ på Ulriksholm Slot, det.
Ulrikshoms Slotshave er en perfekt kulisse (Foto: Chris Miller)
Forestillingen, opsat af Herregårdsspillene, var intet mindre end perfekt. Lars
Zacho Maarups oversættelse af Shakespeares gækkeri med liv, død og først og fremmest humor, kogleri og erotik er blændende flot – mundret og ført up-to-date uden at miste det sprog, som gør, at digterens værker har overlevet så mange århundreder – kakao for øregangene. Det er fuldt af elegante referencer til et dansk publikum, som Shakespeare selv ville have bifaldet – og hele ensemblet yder det fuldt retfærdighed.
Anja Törnqvist som Titania bliver forelsket i et æsel (foto: Chris Miller)
Det er også fremragende i kropssprog og timing, utvivlsomt ikke mindst et resultat af Jonas Grundtvigs instruktion. Alle elsker at være med og igen minde os om, hvor tidløs Shakespeare er.
Helena, Katrine Juliane Krone, bruger ret voldsomme midler i forsøget på at få Lysander, Bastian Sørensen, til at elske sig (foto: Chris Miller)
Dennis Due og Anja Törnqvist er livlige og poetiske som Titania og Oberon, der med Puck som hjælper iværksætter temmelig grove løjer, som desuden går rivende galt. De gale elsker hinanden, og Titania bliver dødeligt forelsket i et æsel, vidunderlig komisk spillet af Henrik Knudsen som håndværkeren, der er med i en skuespiltrup. I den gør Shakespeare tykt nar af sin tids uduelige amatører – han selv var den superprofessionelle på The Globe – men på så kærlig en måde, at vi elsker dem alligevel.
Demetrius, Christian Runge, og Hermia, Clara Thorsted (foto: Chris Miller)
Oberon fortryder og får tingene tilbage på deres rette hylde, så Helena kan få sin Demetrius og Hermia sin Lysander. Læs navnene på skuespillerne herunder.
De optrædende overvinder alle problemer. De bruger alle deres stemmer så opspændt, at de kan optræde ‘unplugged’, altså uden brug af mikrofoner, uden at nogen går glip af en stavelse, også selv om der er tre alferoller, Spindelvæv, Ærteblomst og Sennepsfrø, spillet af teenagere. Kostumerne af Jette Bom, Jette Bek Danielsen og Kirsten Janby passer til hver enkelt person, og i denne tid, hvor megen kunst mishandles ved at få et nutidigt udtryk, er det herligt at se Shakespeare spillet som Shakespeare.
Alferne og Puck (foto: Chris Miller)
Forestillingen betvinger en let blæst og nogle få, lette regnbyger, og alle klarer at sprinte rundt i Ulriksholms dejlige slotshave, der er en ideel kulisse, men hvor der ellers lurer græskanter, træer og blomsterbede.
De to sidste forestillinger er på torsdag og fredag i næste uge. Forsalget har været så godt, at man muligvis skal være heldig for stadig at få en billet, men giv ikke op.
Det er en oplevelse, man aldrig vil glemme.
William Shakespeares ‘En Skærsommernatsdrøm’, opført i Ulriksholms Slotshave af Udendørsteatret Herregårdsspillene. Titania: Anja Törnqvist. Oberon: Dennis Due. Lysander: Bastian Sørensen. Demetrius: Christian Runge. Hermia: Clara Thorsted. Helene: Katrine Juliane Krone. Puck: Christian Møllegaard Madsen. Rikke Friis Skov: Petra Quince. Nick Bottom: Henrik Knudsen. M.fl.
Filmklassikeren ‘Mød mig på Cassiopeia’ er i flere omgange blev ført up-to-date til først Folketeatret og nu Nyborg Vold, og det er gjort så nænsomt, at vi stadig befinder os i 1951, og Kai Normann Andersens overflødighedshorn af vidunderlige melodier til en enkelt forestilling stadig henrykker, også fordi sangerne er så gode, at de ofte komplicerede harmonier aldrig bliver et problem.
Jens Jepsen og Rasmus Mansachs (Foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
En fin sekstet går foran på scenen: Michael Gade Thomsen som komponisten John Berger, der har mistet såvel sin hustru som sin inspiration. Søren Elemlund som piloten og skørtejægeren Harry Smith. Rasmus Mansachs som direktøren i urkomisk samspil med regissøren Mortensen, Jens Jepsen. Christina Mosbæk som Irene Berger og måske allerbedst Juliette Schaufuss som en aldeles bedårende og velspillende muse, Polyhymnia. Hun har allerede en lang uddannelse bag sig og har spillet roller fra cykelmyg til Liesl i ‘Sound og Music’ og vær sikker på, at hende kommer vi til at høre mere til, når hun bliver professionel. Og så må vi ikke glemme Merete Beltoft som Rosa og Torben Bonde Trolle som Zeus.
Schaufuss og Mosbæk med Gade Thomsen i baggrunden (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
Hele komparseriet fungerer smukt, ikke mindst når de yder Peter Friis forbilledlige koreografi fuld retfærdighed. Den er nemlig ikke blot elegant, men dropper i mange scener samtidigheden, så timing bliver meget, meget vigtig. Alle giver deres små hjørner af scenen så meget liv, at man ville ønske, at man havde en video af forestillingen, så man på skift kunne studere de forskellige detaljer.
Kostumerne af Birgitte Nisbeth er fulde af ide, og mens scenografen Nikolaj Heiselberg Traps kulisse umiddelbart virker noget grå, viser den sig at fungere flot og ikke mindst muliggøre hurtige, fine sceneskift. Kapelmester Susanne Vibæk Svanekier trækker dejlige toner ud af sine ti musikere, men arrangementerne gør, at Hanne Askovs violin og Thomas Møllers piano gør ekstra indtryk.
Harry og Polyhymnia danser den allersidste dans (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
En enkelt anke er, at forestillingen mageligt kan strammes en halv time. I anden afdeling sejtrækker den en del, og måske skulle man have været lidt mere dristig med ændringerne – men man må endelig ikke stryge de to fantastiske vinduespudsere!
‘Mød mig på Cassiopeia’ spilles sidste gang 6. august og fortjener at blive set af alle med musikalsk glæde og sans for komik.
Når så mange mennesker er involveret i en begivenhed gennem så mange dage hvert år, må døden slå til en gang imellem. Det er simpelthen statistisk uundgåeligt. Helt overraskende er kun tre ryttere døde under selv løbet, og kun de to som følge af de styrt, de har været udsat for.
I 1935 spanieren kørte Francisco Cepeda på 7. etape ned i en slugt i nærheden af Bourg-d’Oisans og døde som følge af det kraniebrud, han pådrog sig. Det var Cepedas fjerde Tour. Bedst blev han placeret i 1930, hvor han blev nr. 27.
I 1995 styrtede italieneren Fabio Casartelli i Pyrenæerne, ramlede med hovedet mod en af de sten, der afgrænsede den lille bjergvej. Han havde hjertestop flere gange i helikopteren på vej til hospitalet, men stod ikke til at redde. Mange TV-seere diskvalificerede sig selv moralsk, da de bagefter ringede stationerne ned for at få billeder af selve styrtet, som ikke fandtes, men som de følte sig snydt for.
Den dag blev løbet ikke neutraliseret, formentlig fordi arrangørerne ikke ville fratage Richard Virenque den kolossale triumf, han var ved at fuldføre, da han kørte alene over etapens fire store bjerge og vandt – men det gav en meget dårlig smag i munden.
Feltet var underrettet og holdt stort set op med at køre. Da Jesper Skibby kom i mål, sagde han: – Det er sådan en dag, der viser, at andet er vigtigere end at cykle.
Han havde aldrig kørt med cykelhjelm, men annoncerede, at det ville han gøre dagen efter – men det blev det også kun til. To dage efter kørte han igen uden hjelm, og da jeg spurgte hvorfor, var hans svar: – Det er jo ikke Sverige, det her!
Svenskerne havde nemlig indført obligatorisk hjelm, og det gjorde resten af cykelverdenen også siden.
Mere selvforskyldt var Tom Simpsons død på Mont Ventoux i 1967. Årsagen var blandingen af ekstrem varme, hårde anstrengelser og en indtagelse af stimulanser. Obduktionen viste tegn på alkohol og amfitamin, og den barske hændelse, som blev indfanget af en mængde kameraer og bemærket særligt, fordi englænderen dristigt var gået i udbrud på en dag, hvor bilerne en efter en måtte parkere med kogende kølere, var en væsentlig grund til, at der endelig blev sat ordentligt system i dopingkontrollen af feltet.
Franske Adolphe Heliére døde under Tour de France 1910, da han på fridagen ikke tog sig i agt for den kraftige strøm i Middelhavet. Han tog sig en svømmetur fra stranden fra promenaden i Nice, men kom aldrig ind igen.
Dødsfald er naturligvis også forekommet omkring feltet, så at sige i dets kølvand. Som i 1964, hvor føreren af en politibil af typen “salatfad” mistede kontrollen over køretøjet, der pløjede sig gennem en gruppe tilskuere ud på en bro, hvor den brød gennem rækværket for at styrte ned i den underliggende flod. Otte mennesker omkom i den blodige tragedie, der udløste voldsom debat om sikkerheden under Touren. Jeg vil også nok mene, at skulle jeg blive alvorligt syg et sted, skulle det nødig være dér, hvor Tour de France straks efter skal passere. Dér kan ingen ambulance komme frem.
I sidste dags spurt på Parc des Princes 1958 var André Darrigade på vej mod endnu en triumf, da en official gik for langt ud på banen og kolliderede med ham 50 m fra målstregen. Darrigade blev indsat i den samlede stilling, selv om han ikke var i stand til at fuldføre. Helt så godt gik det ikke for manden, der forårsagede ulykken. Han døde.
At der vil ske dødsfald er i øvrigt rent statistisk en given ting. Den samlede karavane med ryttere, soigneurer, mekanikere, læger, journalister, fotografer, kamerahold og andre udgør i vore dage er en by på mere end 4000 personer, som dagligt flytter teltpælene flere hundrede kilometer. I et sådant samfund er det simpelthen uundgåeligt, at der sker et dødsfald ind imellem.
Jeg mindes en gammel sætning: Man går hjem – opløftet – som af al stor kunst.
Præcis sådan havde jeg og, kunne jeg høre, så godt som hele publikum ved den udsolgte ‘En Skærsommernatsdrøm’ på Ulriksholm Slot, det.