Planetarium i København er renoveret for 36 mio. kr., og uanset, hvornår du har besøgt stedet siden opførelsen i 1989, vil du blive overrumplet af den nye, utrolige kuppel med det 23 meter store lærred, på hvilket du kan foretage rejser ud i rummet, der sætter Star Trek og Star Wars til vægs – eller skal vi sige til lofts. Man bevæger sig blandt stjernetåger, sorte huller, planeter, exoplaneter, meteorer og meget andet i fantastiske farver.
Gasser, stjernetåger, planeter og sole (foto: Svend Novrup)
Coronaepidemien gjorde det nødvendigt at lukke Planetarium, og det havde den positive virkning, at man kunne nedrive kuplen og for 36 mio. kr. genopbygge den i sin nye, spektakulære skikkelse. I 1989 var den første kuppel unik, men gennem godt 30 år blev den overhalet på teknik og virkemidler. Nu er den igen unik, faktisk den største på det europæiske kontinent, med 8K laserprojektorer og 282 specialdesignede stole.
Ifølge direktør Mette Broksø Thygesen vender Planetarium nu tilbage til den oprindelige hovedkompetence, astronomi og rumfart, hvor der måske var gået lidt meget hav og dinosaurer i den. Undertegnede mindes nu fantastiske oplevelser af fx The Great Barrier Reef, og mon ikke der stadig bliver plads til det, men ellers er det jo himmelrummet, der fascinerer, ikke mindst i de blændende smukke farver på gasser og stjernetåger for ikke at tale om smukke billeder af Jorden og Månen. Alt sammen ledsaget af tekster, der fortæller, hvad vi aktuelt ved.
Galakse (Foto: Planetarium)
Foruden forestillingerne i kuppelsalen byder Planetarium på udstillinger om astronomi og himmelrum på vægge og i montrer, så det må være et must ved et besøg i København, ikke mindst i den forestående efterårsferie. Det ligger centralt ved den vestlige ende af Søerne, ikke ret langt fra Nørreport og Hovedbanegården, så det er let at komme til.
Den nye kuppel blev åbnet og præsenteret i et par bjergtagende timer, indledt med standardpræsentationen af solsystemet og det øvrige himmelrum. De jeg var dreng, mener jeg, at Jupiter havde otte måner. I dag har man fundet 80! Saturn havde et par ringe omkring sig. I dag har den også 82 måner – ifølge filmen kun 79, så der er stadig meget at udforske.
Sort hul (foto: Svend Novrup)
Siden fulgte korte indslag om sorte huller med den legendariske Holger Bech Nielsen; om rumjura med Emilie Marley Siemssen; om UFO’er med Anja C. Andersen, om galaxer og boliger, egnet til at bo i på Månen; der var skærminterview med Andreas Mogensen, der befandt sig i Houston og som håber at skulle ud i rummet igen i 2023 eller 2024; og der var ‘rumsange’, bl.a. den oplagte ‘Fly me to the moon’ med Pernille Rosendahl.
Messer kvartetten afsluttede med bl.a. Bent Fabricius-Bjerres tema fra ‘Bjergkøbing Grand Prix’. Det spilles i filmen, mens en fisker ser en smuk solnedgang fulgt af stjernernes opdukken på himlen. Her kunne vi se, hvordan Planetarium kan blive endnu bedre, for musikken blev ledsaget af en stationær optagelse af en solnedgang, hvor man fremover formentlig vil kunne vise, at Solen går ned, og stjernerne bryder frem.
Uanset, om man har – eller ikke har – været i Planetarium før, er det er stjerneattraktion af højeste klasse ved ethvert besøg i hovedstaden.
Det første af fire arrangementer, Kerteminde Kommune har støttet Kerteminderevyens Venner med, for at forsøde tilværelsen efter Corona for borgerne, løb af stablen tirsdag aften i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgaard.
Lukas Birch (Foto Emil Andresen)
I løbet af to timer kom man rundt om Birchs tid i Det Danske Drengekor, med turneer til Kina, Færøerne, Ungarn og Rumænien samt optræden på Det Kgl. Teater i 11 forskellige operaer, før hans stemme gik i overgang.
Birch skrev sin første revytekst til Cirkusrevyen som 14-årig, og har siden skrevet utallige revytekster til bl.a. Kerteminderevyen, hvor han i år var forestillingsleder, og var på scenen i to numre. Han har haft talkshows, juleshows i Vejle, har optrådt i en halv snes forskellige revyer, og bistået Farshad Kholghi i forbindelse med forestillinger, ligesom vi så Kholghi og Birch i ‘Hvid Jul – med brune nuancer’ på Tornøes Hotel kort før jul.
Senere på måneden kommer Birch til Kerteminde sammen med 80-årige Ulf Pilgaard i Det Store Ulf-show, og her skal man snart være hurtig for at få sig en billet. Alle, der var til stede i Samlingsstuen, vil kunne anbefale det, og det er allerede sikkert, at Sofie Stougaard d. 26. november, og Frede Gulbrandsen 7. december, bliver de næste, der skal holde for.
Danmarks første kostumemuseum, Danmarks Kostumarium, blev indviet torsdag aften på det nye kulturcenter i Svendborg, Frederiksø, der ligger ud i havnen.
Museet, der er en årtier gammel drøm for broderidesigner Thomas Sjølander, kan fra start præsentere en omfangsrig samling af Anne Marie Helgers overdådige ‘råberober’ fra hendes fantastiske shows, one woman eller i samarbejde med fx Peter Larsen som Erna Iversen. De fleste er designet af Lars Andersen.
Thomas Sjølander og Anne Marie Helger ved åbningen af Kostumariet
Anne Marie Helger har i hele sin karriere lavet intelligent humor, som har bjergtaget mange, men fået andre helt op i det røde felt. Den har rettet sig mod den højreorienterede del af det danske samfund samt mod dem, der bryder almindelige menneskerettigheder i dagligdagen. Hun er stadig særdeles aktiv, selv om hun arbejder på sin PhD – Pensionist Hele Dagen – heldigvis med skidt resultat. Vi er mange, der håber, at hun aldrig går på pension.
Mor Danmark, bl.a. skabt som protest mod DFs monopolisering af Dannebrog
Mor Danmark fik hun inspiration til, da en familie, der flagede i deres opgang med Dannebrogsflag, automatisk blev anset som medlemmer af Dansk Folkeparti – som naturligvis ikke skulle have lov til at monopolisere det smukke flag.
Flertallet af Helgers kreationer er skabt af Lars Andersen, hvis fantasi må kunne matche Helgers. Den første robe i deres samarbejde var den fantastiske Påfuglen.
Påfuglen
Kostumerne bliver forgyldt af Helgers kommenterende tekster, der forklarer, hvorfor kostumerne blev lavet, og hvad den tilhørende humor fokuserede på. Der er fx EU-modellen om, hvordan man stemmer det nødvendige antal gange, til svaret er ja. Der er Marquerite Deroute Modellen om, hvordan Hvalsø aldrig blev en attraktiv by på en blomstrende marqueritrute, men et cementcenter. Der er Vridløsemodellen Jailbird om, at man ikke kan spærre kvinder inde: Frie fugle flyver flottest. Der er en containermodel etc.
De fleste giver sig, uanset politisk overbevisning, for Helgers brillante, underfundige og tankevækkende humor har højeste klasse og understøttes fornemt af kostumerne, som man aldrig vil glemme.
Helger, malet af Kristoffer Aggesen, der ikke i sin begejstring sparer på symbolikken
Det er et kup at åbne et kostumemuseum med Helgers outfits, men der vil siden komme flere. Faste kostumer og særudstillinger, og så vil museet arrangere foredrag og workshops, ligesom man vil samarbejde med Svendborgs skoler. Børns fantasi er endnu ikke tøjlet, som det uheldigt kan ske siden, og at udfordre den med at sætte dem over for påstanden, at ‘klæder skaber folk’, må være en utroligt fin ide.
Det fik da også borgmester Bo Hansen til at rose kostumariet til skyerne, før han åbnede det sammen med Anne Marie Helger. Ikke ved at klippe en snor over, men ved at stramme en knude som symbol på, hvad godt samarbejde kan føre til.
Danmarks Kostumarium har åbent mandag – fredag 10-16 og lørdag 10-14, formentlig med Danmarks billigste entre i forhold til udbyttet, 25 kr.
– Lukas, du må love mig, at bogen ikke starter med et eller andet ligegyldigt citat!
Dette citat af Jan Schou er alt, hvad man kan se på første side af ’Jan Schou – vi skal ha´ det sjovt imens’, og i al sin enkelthed fortæller det præcis, hvad man skal forvente sig.
Skønt – måske alligevel ikke, for en del vil måske forvente, at det, de går i gang med, udelukkende er et overflødighedshorn af detaljer fra et liv i teater og revy. Det er det også, men det er så uendelig meget mere.
Det er beretningen om en fantasifuld, hyperaktiv, positiv persons vej, fra han bliver født i Silkeborg på sin mors 30 års fødselsdag 5. maj 1952 – i øvrigt til sin storebrors fortrydelse, for da alle påpeger det fantastiske i tilfældet, eksploderer han: – Det er altså ikke noget specielt. Jeg er også født præcis på min fødselsdag.
… til han i dag er startet på sit andet liv med premieren i Rottefælden, efter at coronaen slog ham totalt i jorden i en depression, som han måtte lokkes ud af med underfundige midler. På en måde var den en afrunding af det første liv, som er tæt på at være en gave til læseren og Lukas Birch, der formidler historien.
Fremragende formidling
Lukas Birch (foto: Emil Andresen)
Det gør han fremragende. Han har kogt timevis af samtaler og fortælling ned til 240 rigt illustrerede sider i et præcist og klart sprog. Tilpas talesprogsagtigt uden at kamme over. Fuldt af uudtalte pointer, som man selv bruger øjeblikke på at uddrage, mellem alle de udtalte, som fortæller en utroligt fin historie om først barndommen, så teater- og revylivet og livet ved siden af det.
Schous bedsteforældre havde et ismejeri, hvor Asger Jorn som ung havde svært ved at betale sine regninger, men han fik ikke lov at betale med fire malerier!
Hans far var først urmager og blev derefter impresario, så den lille Jan i hjemmet mødte personer som Ib Schønberg og Preben Uglebjerg. Han gik i katolsk børnehave, hvor den ene pædagog var Ingrid Skovgaard – ja, hende, der siden lavede Ingrid og Lillebror.
Jans første scene var badeværelset, hans første publikum parfumeflasker. Han har været Vestjysk Mester i standarddanse som 9-årig, i skolekomedier han har vist pauseskilt frem og været abe i ’Robinson Crusoe’, og han har haft en god barndom i en stærk familie.
Da han ville prøve at komme på teaterskole, skaffede hans far ham en aftale med Hannah Bjarnhof, hvis elever altid kom ind, men hendes adresse viste til to forskellige steder, og Jan kørte til den forkerte. Det endte med, at han så at sige autodidaktisk gik op til prøve på først Statens Teaterskole i København og siden Odense Teater, hvor han bl.a. forsøgte sig med en monolog fra Kjeld Abells ’Den Blå Pekingeser’ – som han ikke forstod en dyt af. Det er der mange, der stadig ikke gør, kan jeg betro ham.
Da han skulle videre i livet, havde han også søgt ind på Viborg Børnehaveseminarium, men heldigvis kom de positive svar samme dag, så han kunne vælge teatret i stedet for at være munter blepålægger i Varde.
På Odense Teaters skole var lærerne af den gamle slags, der tappede eleverne for al selvtillid for derefter at bygge dem op igen. Schou oplevede her at være sammen med Stina Ekblad, Birgitte Bruun, Bente Eskesen, Dianna Vangså, Anna Gadborg og Kirsten Norholt, og han kom til at spille forestillinger fra Don Juan og Den Blå Pekingeser(!) til De Tre Musketerer og Folk og Røvere i Kardemomme By.
Middage med Ussing og Sørensen
Da Jan Schou er homoseksuel, hvilket han blot er helt åbent og ikke haft problemer med, vakte han interesse hos Olaf Ussing, som bad ham møde sig om aftenen. Det var heldigvis kun for at have en spisekammerat at fortælle sine anekdoter til, og da Jan Schou siden også blev Volmer Sørensens middagspartner må man sige, at han i den grad ikke blot har lært faget inde fra, men også profiteret af andres erfaringer, som han lyttede begærligt til.
Klaus Pagh hyrede ham til Charleys Tante sammen med Helle Virkner, Kirsten Norholt, Ulf Pilgaard og Jørgen Ryg, så nu ser vi vejen til revyen tegne sig. Ikke mindst, da hans far havde haft ham med til mange fremragende revyer, ikke mindst den legendariske Femmøller Revyen.
Han havde også erfaring med genren fra teaterskolen, hvor fire elever slog sig sammen om at lave sommercabaret i Silkeborg, hvor han bl.a. oplevede at springe op på kasse og synge det store potpourri fra Sommer i Tyrol. En kasse, der havde holdt under prøverne, men som brast ved premieren og skar hans ben til blods. Bukserne blev ødelagt, og i nummerets syv minutter gav den splintrede kasse ikke slip, men publikum morede sig fremragende.
Årets Dirch
I La Strada Revyen 1980 fremførte Schou et urkomisk nummer, hvor han som Dronning Margrethe dansede rundt med et billede af statsminister Anker Jørgensen. Det vakte voldsom jubel og blev valgt til Revyernes Revy, dengang i Tivolis Koncertsal.
Efter showet og før årets prisoverrækkelser hviskede Volmer Sørensen til Schou, om han ville være med i Cirkusrevyen 1981.
Om han ville. De gav straks håndslag, og kort efter røbede Volmers motiv sig, da Jan Schou modtog revyernes største belønning, Årets Dirch, og med et var en, man skulle have fat i.
Så går det over stok og sten med Grethe Sønck, Jørgen Buckhøj, Grethe Mogensen, Kai Løvring (som ikke kunne lide, når andre havde succes med hans speciale, monologerne), Lone Helmer etc. etc.
Jan er til julemandskomsammen på Dyrehavsbakken, optræder med Pjerrot, giver Grethe Sønck Skårupøre Is (hun spiste for 400 kr, mens hun sad ved rattet på vej hjem med den), laver Schoutur, optræder på Sans Souci med sin superven Dario Campeotto, er pumpet hamburgerryg i Sønderborg, får sin egen revyflise i Nykøbing F., bliver ’genkendt’ som Stig Elling, er paven selv og får en stadig ubrudt række af år som kunstnerisk leder i Rottefælden.
Plakaten for Rottefælderevyen 2018
Hele bogen igennem får vi også billeder og illustrationer i stort tal, og brug det bare som quizemne, hvem Schou parodierer på de 17 fotografier på siderne 222-223.
Terres des Hommes
Vi hører imidlertid også om hans intense arbejde for børn i Terres des Hommes, som er erstatningen for hans livs store fortrydelse: at han aldrig har haft børn, når han nu elsker dem. Han fik altså 3 mio. børn i stedet for 2-3 stykker og har været en meget aktiv medspiller i organisationen. Han har selv været fadder for flere børn, og et af de mest rørende øjeblikke i hans liv var, da en af pigerne i Mumbai var blevet færdiguddannet, gift og havde fået et barn, som hun rejste mere end 400 km for at vise ham med ordene: – Se, du er blevet bedstefar.
Schou fortæller ikke, hvordan han reagerede. Vi kan gætte det. Han har stadig tårer i øjnene.
Jan Schous fars bisættelse var en kæmpe fest af erindring og nostalgi. Forhåbentlig er der trods nedturen i forbindelse med corona længe til, at det sker for ham selv, men til den tid bliver det en af årets morsomste begivenheder, bl.a. fordi alle tilstedeværende vil have læst, at ’vi skal ha´ det sjovt sammen’. Det har Lukas Birch og Jan Schou i den grad sørget for i denne bog til sølle 295 kr. Den kan erhverves ved Kerteminderevyen, i Rottefælden og via janschoubog.dk – men mon ikke også boghandlerne hurtigt stiller sig i kø.
Jan Schou – erindringer fortalt til Lukas Birch
Vi skal ha’ det sjovt imens. Produceret af Hauge Birch.
240 sider indbundet. Kr. 295.
’Frank vender hjem’ på Odense Teater er fuld af farver, musik, store skuespilpræstationer og fine scenografiske indfald, men mangler den sammenhæng, som kun læsning af den bagved liggende roman kan give.
“Frank vender hjem” (Foto: Emilie Therese).
Romanen ’Frank vender hjem’ af Kristian Bang Foss er utroligt morsom og stærkt tankevækkende. Den har et væld af forskellige temaer: Er det muligt at leve sammen, selv om man kommer fra to forskellige samfundslag? Hvad kan vi stille op med formuer, der er skabt på suspekte præmisser, og folk, der skifter synspunkt for at få del i dem? Hvordan stiller vi os til oprørere – fra dem, der tænker tanker til dem, der begår terrorisme? Hvor meget er vi parat til at tro på sandheden, hvis den virker uvirkelig? Skaber EkstraBladet sin egen virkelighed? Hvem tror vi på?
Fortællingen, der rummer samfundskritik med slag til højre og venstre, hænger sammen i romanen, men det er en næsten umulig opgave at få alle temaer med i en teaterforestilling. Det har Thomas Markmann og instruktøren Simon K. Boberg efter min mening knækket halsen på over for alle, der ikke har læst romanen.
Forestillingen er ellers en fryd for øje og øre, takket være scenografen Ted Pierce. Den udspiller sig i en strandkulisse, der kan en masse. Der er fest og farver og det ene fine indfald efter det andet, som når alt gynger op og ned i takt med, at der gives kunstigt åndedræt til en døende, eller bagscenen inddrages til at anskueliggøre, hvad der netop siges.
“Frank vender hjem” Odense Teater 2021
Det unge par, Frank, Jeppe Ellegaard Marling, og Thea, Freja Klint Sandberg, er troværdig og smukt, og der er masser af genkendelse i deres møde som studerende og deres problemer med at komme fra hver deres del af samfundet. Franks far Rock Tage, Mikkel Bay Mortensen, spiller guitar på Strøget; Theas mor, Ghita Lehrmann, har en formue, der er skabt på mistænkelig vis under 2. Verdenskrig, og hendes far, Anders Gjellerup Koch, har skiftet fra at være voldelig venstreorienteret til at finde sig i at være formuende. De – og resten af ensemblet – forsvarer forestillingen fint, og man bliver underholdt godt.
Ghita Lehrmann på stranden (foto: Emilia Therese).
Langsomt går det dog op for en, at det ikke er meningen, at noget tema skal behandles til bunds. Franks forsvinden i bølgerne, i øvrigt provokeret af, at han er lykkeligere og friere end nogensinde tidligere i sin bestræbelse på at finde ud af, hvem og hvad han egentlig er, skildrer han selv i en uendeligt lang monolog, og siden kommer der flere monologer, men de peger i hver deres retning og virker som store handlingsspring, så vi ikke får en samlet forestilling.
Meget synd, for scene, lys, lyd og musik fungerer alt sammen, så hvis det dramatiske også havde gjort det, ville alt være perfekt.
Derfor har jeg et forslag: Læs den fremragende roman; få dermed den lim, der kan sætte forestillingens dele sammen og få den til at fungere som en helhed – og gå så i teatret.
Bortset fra det er det skønt at være i rigtigt teater igen, også selv om man kun må forlade sin plads i pausen for at gå på toilettet, og selv om kun hvert andet sæde er optaget.
TV, film og streaming kan være udmærket, men der er intet så intenst og medrivende som det levende teater. Godt, det fungerer igen.
Frank vender hjem spilles på Store Scene frem til 11. juni inklusive.
Gyldne højdepunkter, højt bundniveau, skøn scenografi, dejlige kostumer, store stemmer og et publikum, der hungrede efter at grine igen – alt virkede sammen til en smuk genåbning af dansk revy
Holdet, fv Lars Arvad, Mette Marckmann, Henrik Koefoed, Stig Rossen, Vicki Berlin og Thomas Mørk (foto: Odense Sommerrevy)
Publikum var sultent. Alle ville grine. Alle var helt oppe på mærkerne, så da det brogede tæppe, de giver mindelser om Den Dominikanske Republiks flag, gik, startede klapsalverne endnu inden, der var tændt lys på scenen … og så gik det ellers løs i højt tempo, med fin timing og med en perlerække af numre, af hvilke mange er af den uforglemmelige slags.
Højdepunkter
Coronakamp (foto: Odense Sommerrevy)
Det gælder fx Dansen med Corona, der elegant fortæller historien om kampen med corona i tale (Vicki Berlins tekst), sang og dans. Det gælder Partidisciplin om DM i partihop, som der for tiden er rekordmange af, og Jacob Morilds tekst er formidabelt sjov.
Henrik Koefoed som HC Andersen (foto: Odense Sommerrevy)
Det gælder ’Det er ganske vist’, hvor Henrik Koefoed med tekst af Vase & Fuglsang er den genopstandne H C Andersen, der undrer sig over, hvad der er sket siden hans død. ’Steger i hanekyllinger? Spørger han og får svaret: – Nej, vi gasser mink!
Det gælder ’Vores allesammens mor’, Carl-Erik Sørensens alt andet end elskværdige portræt af vores nye, enevældige regent, Mette Frederiksen d. 1, suverænt givet af Mette Marckmann i tale, sang og kropssprog.
Det gælder Thomas Mørck, hvis døvetolk er blevet overanstrengt af sine alt for flittige fingre, så han selv må give os den aktuelle belæring om, hvordan vi skal opføre os i coronatider. Teksten er af Carl-Erik Sørensen, men den virker pga. Mørks fantastiske mimik.
For mig gælder det også det Shubidua-potpourri, som hylder Michael Bundesen. Hele ensemblet brillerer i nummeret, der er elegant skruet sammen af Morten Wedendahl, og hvor Thomas Mørks scenografi med klodser i pastelfarver, der kan sættes sammen på et utal af måder og understrege teksten, er henrivende. Instruktør Joy-Maria Frederiksen får samtlige figurer til at virke, som om det næsten er improviseret.
Den fynske forankring
Lars Arvad på rette plads – Flakhaven? (foto: Odense Sommerrevy)
Lars Arvad står igen bag en revy, som taler til hele landet, men som samtidig er i den grad fynsk. Med numre om Thomas B. Triges Gade med LET-banen som slut-tvist; om Nicolai Jacobsen i Arvads skikkelse i en anderledes og fin sportsparodi; om Årets Fynbo; om de ’strivte’ fra OB; og om en genopstanden H C Andersen. Ikke mindst lykkes det Arvad at forsikre os om, at det var en spøg, at han appellerede om at blive Årets Fynbo, men så blev det – i øvrigt helt fortjent. Nu går han videre til, at man kan omdøbe Flakhaven til Lars Arvads Plads, men glemmer ikke, at her har vi fat i Konen med Æggene!
De strivret (foto: Odense Sommerrevy)
Der bliver klogt lagt vægt på hver enkelts stærkeste sider. Således får Stig Rossen flere numre, hvor det vigtige er hans dejlige stemme, og man glemmer, at teksterne måske ikke er aftenens bedste. Han brillerer også som skuespiller, når han sammen med Mørk arbejder hjemmefra på en psykedelisk, meget sjov måde. Rossen er politimand og Mørk indbrudstyv. Begge må have den anden til at ’gøre det selv’.
Pudsigt nok er de svageste numre dem, der drejer sig om det bæredygtige klima.
Orkestret med Wedendahl i spidsen er fremragende og sørger sammen med instruktionen for perfekt timing.
Corona og spisning
Aftenen indledes langsommere end normalt, fordi det mundbindsklædte publikum, som kun må være 500 i tallet, skal checkes for coronapas eller negative testresultater, før de slippes ind; og fordi mange har bestilt den picnickurv, der er ualmindeligt lækker, ligesom de evt. har købt et bånd, der giver fri bar.
Flot fynsk start
På den første mulige dag fik Odense Sommerrevy skudt revysæsonen i gang, ovenikøbet med kulturminister Joy Mogensen blandt tilskuerne. Hun har ikke været ven af meget af scenekulturen – husker altid fodboldfolket først – men hun må da have kunnet mærke, hvor meget danskerne har længtes efter at le efter noget elegant og musikalsk. Som de også om nogle uger kan få i Kerteminderevyen og Rottefælderevyen på Fyn, som er et stærkt revycentrum.
Fint skuespil, iørefaldende musik og spændende kulisse gør Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter til en skøn juleforestilling på Odense Teater
Birk og Ronja (foto: Emilia Therese)
Historien om røverne, der ender med at blive hæderlige og helt menneskelige efter først at have haft alle de mandlige dyder, der kan gøre en verden så krigerisk, fortælles hjertevarmt på Odense Teaters store scene.
Vi kommer hurtigt til at elske Ronja, Anna Bruus Christensen; Birk, Jeppe Ellegaard Marling og måske allermest den livskloge Låvis, Natali Vallespir Sand som Ronjas mor, der prøver at holde sin røverhøvding af en mand, Anders Gjellerup Koch som Mattis, og hans bande tilstrækkeligt i ave til, at det ikke går helt galt for dem.
De skal nemlig ikke kun tage sig i agt for fogedens mænd, der vil se dem hængt, men også for den rivaliserende bande Borkaerne, ledet af Mikkel Bay Mortensen som Borka, hvis søn Birk er. Røverne er heller ikke mere barske end som så, og når Låvis fastslår, at de skal vaskes, bliver de det. De får det sikkert fint med at arbejde.
SkaldePer, Klaus T. Søndergaard, er den fornuftigste mand fra den ældre generation, og han er aldeles rørende i sin forståelse med Låvis, Birk og Ronja. Der er ikke et øje tørt i hans stemningsfulde dødsscene.
Ronja og Birk afskyr fra start hinanden, fordi det skal de, når de kommer fra de respektive bander, men de bliver hurtigt klogere af at omgås – og ind imellem redde hinanden fra farlige situationer. De kalder sig broder og søster, og så ved vi jo nok, hvordan det vil gå om nogle år, som det bliver sagt!
Mattisborgen flænses i to af et lyn den aften, såvel Ronja som Birk bliver født, og dette – også symbolske – svælg skal de sætte over.
Det hele udspiller sig i Camilla Bjørnvads scenografi, som er den mest stemningsfulde, jeg endnu har set til Ronja, med tidløse kostumer og kulisser; med skovhekse, grådværge og rumpenisser. Nisserne hyggeligt vrøvlende, de øvrige så uhyggelige, at man ikke skal tage de allermindste med. Ikke mindst, da man kun må sidde på hvert andet sæde pga. coronaen.
Ronjas fod er gået gennem taget til rumpenisserne (foto: Emilia Therese)
Frede Gulbrandsen har instrueret med perfekte nuancer og timing, og Nikolaj Busks musik er atmosfærefuld og ligeledes temmelig tidløs. Den understreger ord, sætninger og hændelser så elegant, at man næsten ikke mærker, hvordan man bliver forført. Jeg foretrækker langt den for Sebastians musik, der virker som musikalske indslag, mens Busks musik går i et med forestillingen. Den spilles eminent godt af Hal Parfitt-Murray, Magnus Heebøll Jacobsen og Thor Ahlgren, der en stor del af tiden er på scenen med instrumenter, der rækker fra violin over jødeharpe til lafta, duduk og sækkepibe.
Musikerne og Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)
Alt er med andre ord såre godt, hvis ikke den der forbistrede corona gør, at der kun kan komme halvt publikum til hver forestilling. Man bliver heller ikke modtaget i døren af nisser, foyeren er ikke fuld af julelys, og man må ikke engang forlade teaterrummet i pausen, medmindre man skal på toilettet.
Alligevel er det et lys i en mørk tid, at man trods alt kan tage to timer i Astrid Lindgrens livskloge eventyrverden. Gør det, hvis I kan, alle sammen – i hvert fald alle jer over 8 år.
På torsdag aften kan vi alle få latterhjælp, når vi under 100% sikre forhold lader Farshad Kholghi og Lukas Birch tage os 2020 år tilbage i tiden, når de på Tornøes Hotel indvier os i Herbergets Evangelium i forestillingen ‘Hvid Jul med brune Nuancer’.
Hvem trænger ikke til at smile, at le eller at grine højt i disse coronatider?
Det kender du formentlig ikke, for det blev først fundet for nylig i forbindelse med udgravningerne til den nye metro mellem Betlehem og Ishøj, og det fortæller på overrumplende måde, hvorfor alle værelser var optaget, så Jesus i stedet blev født i en fugtig stald. Alt var kaos, bl.a. fordi ejeren Hr. Berg var dødeligt forelsket og derfor gjorde så fjollede ting, som forelskede gør.
Mens Farshad Kholghi er en institution i Kerteminderevyen og heldigvis er med igen i 2021, er Lukas Birch mindre kendt, men han er dansk revys mest lysende unge multitalent for tiden, og han bliver forestillingsleder på Kerteminderevyen til sommer.
Duoens juleshow, der har premiere på Amager i aften og derefter skal Danmark rundt, er hylende morsomt og fuld af politisk ukorrekthed i bibelske dimensioner. Vil du se det på Fyn, er de to muligheder torsdag aften og siden 12. december, også på Tornøes.
Så glæd dig til at få indblik i den hidtil ukendte del af juleevangeliet, og nyd en tempofyldt komedie, der giver dig en hvid jul – med brune nuancer.
… og uden risici. Opstillingen i Store Sal sker med hensyntagen til rigelig afstand og personbobler, så man kun behøver at sætte sig ned og motionere lattermusklerne.
Billetterne købes gennem Tornøes Hotel tlf. 65 32 16 05.
Som endnu et lys i mørket, som vi må bede til ikke bliver slukket, har Kerteminderevyen optimistisk meddelt, at man fastholder sin premieredato pinsesøndag d. 31. maj.
Revyen siger i en pressemeddelelse:
Kerteminderevyen udskyder IKKE sin premiere … som det ser ud lige nu.
Sjældent har vi haft så hårdt brug for at grine som i år. Vores fysiske og mentale immunforsvar har brug for luft efter at have været buret inde og lukket ude fra vores normale dagligdag. Virkeligheden er absurd og uforståelig for os alle sammen. Vi har altid tyet til humor, når tingene bliver svære og absurde, og revyerne er vigtigere i denne tid end nogen sinde før.
Andre år ligger de danske sommerrevyer som en perlerække af helsebringende humørpiller fra det tidlige forår og langt hen på sensommeren. I år har forårets to første revyer, Odense Sommerrevy og Cirkusrevyen, udsat deres premierer som konsekvens af landets alvorlige situation. Nu nærmer Kerteminderevyens premiere sig som den næste – så hvad gør vi?
I Kerteminde følger vi naturligvis den alvorlige situation med COVID-19 i Danmark og verden tæt – på afstand og med tilbageholdt åndedræt. Vores gæster og medarbejderes sikkerhed er det vigtigste. Derfor er vi klar over, at vi kan blive tvunget til at udskyde vores sæson, men indtil videre arbejder vi på den alvorlige baggrund optimistisk videre hen imod premieren søndag den 31. maj – midt i pinsen: ALLE ER KLAR TIL AT LEVERE DET, PUBLIKUM HAR BRUG FOR
Kerteminderevyen er kendt som klassens frække pige; revyen, der finder grænsen og går et skridt for langt; med satire og politisk ukorrekthed. Men vi tror ikke, den skarpe politiske satire bliver det vigtigste i år, heller ikke i Kerteminde. Mange oplagte revyemner drukner lige nu i mere nærværende bekymringer. Der er dog stadig nok at tage fat på: Klimaet og Greta Thunberg er indlysende – jævnfør vores plakat, Britta og hendes børn, Alternativet og på det sidste også toiletruller, håndsprit og døvetolke og så selvfølgelig Covid-19, som vi følger – hvis nogen forsøger koldt og kynisk at udnytte verdens ulykkelige situation med grådighed – så er vi der, hvis det kan gøres, så vi griner os gennem raseriet.
Vi skal være sammen, og vi skal nok få alle til at græde sundt af grin. Søndag den 29. marts mødtes hele holdet bag Kerteminderevyen for første gang. Intet er som andre år. Vi mødtes ikke på Tornøes Hotel til middag, idéudveksling, rødvin, diskussion og latter. Vi mødtes i stedet foran computeren hjemme hos os selv, hver især – sammen hver for sig.
Da revyen samledes hver for sig d. 29. marts.
”Det var hyggeligt, der blev grinet og vi fik lejlighed til at tale sammen om de ting, der optager os. Idéer kom på banen og fik en omgang i centrifugen. Vi fik også et glas vin. Men hold nu op, hvor vi glæder os til at være sammen med hinanden og vores gæster ude i den rigtige virkelighed igen. Og som det ser ud nu, kan vi stadig starte prøver i slutningen af april som planlagt og dermed også have premiere den 31. maj”, siger revydirektør Mads Nørby.
I serien af arrangementer med sofasamtaler med Kerteminderevyens stjerner og andre involverede havde Kerteminderevyens Venner i denne uge besøg af Rasmus Krogsgaard, der er en del af dette års ensemble, og som om kort tid kommer til at begejstre på Super Brugsens generalforsamling.
Det er samtlige i det rekordstore publikum i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgård, i hvert fald sikre på, efter at de såvel hørte om Krogsgaards baggrund og synspunkter som fik adskillige prøver på hans kunst i form af såvel sange som parodier.
Krogsgaards liv og karriere har udviklet sig utroligt harmonisk, siden han som teenager kom i forbindelse med ægteparret Lene Maimu og Hans Christian Ægidius, der fik afgørende betydning for ham. Med dem var han først pianist og fik siden chancen for også at være en talende del af forestillinger. Siden spillede han over 750 forestillinger på det lille Teater bag Kroen, hvor han udfoldede sig i alt fra Peter Plys til SOS Mordpolen.
Han blev en del af flere mindre revyer og stiftede bekendtskab med direktører som Leif Maibom, Jan Schou, Jan Hertz etc. på vej fra julerevy i Olsker til Sønderborgrevyen, Rottefælden, Vildbjerg Revyen, Ganløse Revyen, Nykøbing F. Revyen og til sommer kulminationen(!), Kerteminderevyen.
Undervejs har han modtaget et har af priser og udmærkelser, vigtigst Årets Dirch, Årets Parodi og Årets Tekstforfatter, har skabt figurer som festsangeren Mehmet, har lavet kabaret’er over bl.a. Preben Kaas-tekster og parodieret Thomas Blachman, Ole Henriksen, Anders Fogh m.fl.
Når Krogsgaard dukker op i Kerteminde, hvor honoraret pga. publikums størrelse vil være meget mindre end i de største revyer, skyldes det ønsket om at udvikle sig, at blive mere fanden-i-voldsk, og det forestiller han sig ikke mindst vil ske i samarbejdet med Farshad Kholgi.
Alle kan stille de største forventninger til sommerens Kerteminderevy efter at have oplevet Rasmus Krogsgaard på en anderledes måde.
Fotos er som sædvanlig stillet gavmildt til rådighed af Emil Andresen.
