’Død over eliten’ på Odense Teater er uhyggelig tæt på virkeligheden og en advarsel om, hvad der vil ske, hvis politikerne fortsat lader hånt om, hvad deres interne opgør fører til at lovgivning
Peter Gilsfort som intens politiker (foto: Emilia Therese)
Vor tid er fuld af symbolpolitik. Politikere, der lader populistiske hensyn bestemme deres fremtræden, ordvalg og lovgivning; og befolkningsgrupper, som sjusket lovgivning går ud over.
Thomas Markmann viser uden irriterende pegefingre, hvad det kan føre til. Dels udstiller han politikerne i scener, hvor de er topunderholdning på tv – den indledende scene sendes direkte fra Odense Teater! Dels sætter han fokus på de befolkningsgrupper, som der forsvarløse.
Githa Lehrmann bliver fyret (foto: Emilia Therese).
Rengøringsassistenten, hvis job udfases til et firma, der bruger billig arbejdskraft ude fra (hvorfor det altid skal hedde sig, at de er polakker, fatter jeg ikke). Den unge mand, der har hænderne skruet godt på, men ikke kan få svendebrev, fordi han er for dårlig til dansk og matematik. Den perfekt integrerede iraner, der til slut vil tilbage til sit land, fordi Danmark ikke længere er værd at leve i – den ypperste triumf for Inger Støjberg, regeringens, DFs og Socialdemokratiets udlændingepolitik. Museumsdirektøren, der skal tømme sit museums kunst for alt indhold for fortsat at få bevillinger.
For ikke at tale om borgergrupper, der mister troen på myndighederne og danner private vagtværn, der bl.a. kan gøre en idealistisk smed til voldsmand i en outreret udgave af retten til selvforsvar.
Venskaber splittes (Foto: Emilia Therese).
Usikkerheden sniger sig ind over alt, splitter ægte- og venskaber, og i slutscenen ser vi efter en forrygende gang striptease af Amalie Marstrand, at politikerne fra de to sider hjælpes ad med at fjerne den sidste trevl: Hun har jo ikke noget på. Politikerne har klædt samfundet totalt af. En moderne udgave af Kejserens Nye Klæder, der eksploderer i en af de få tilbageværende fornuftiges første bombe med galskaben. Flere vil følge.
Ægteskaber splittes (foto: Emilia Therese).
Teksten bevæger sig i alle retninger. Den elitære kunst kan være latterlig og værd at spare på, men et samfund uden kunst bliver fattigt og farligt. Måske vil den socialistiske statsministerkandidat gerne være menneskelig og sige, hvad han mener, men det tabere han vælgere på og skældes ud af sin spindoktor; og før han er tilbage i sit undervisningsjob, er tiderne blevet sådan, at man ikke kan undervise i videnskab uden at blive fyret for det, hvis det ikke passer de regerende.
Det er de national borgerlige, der vinder valget og kommer til at stå i spidsen for forråelsen af samfundet, der selv i sin afmagt hjælper godt til.
Stykket er en gyser, og hvem tør være velhavende fremover, hvis man ikke sørger for at dele midler, uddannelse, jobs, drømme og tryghed med alle samfundsklasser? Så får vi populisme, bilafbrændinger, gadeslagsmål og voldelige vagtværn i et grumt klassesamfund, hvor en oplagt statsministerkandidat ikke vil stille op af skræk for at blive en del af det etablerede politikerliv.
Stykket er ekstremt velspillet i Moqi Simon Trolins instruktion, og vi nævner i flæng: Meika Bahnsen, Mikkel Bay Mortensen, Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Klaus Bondam, Peter Gilsfort, Kristoffer Helmuth, Peter Høgsbrom, Githa Lehrmann, Haesam Jakir, Klaus T. Søndergaard, Line Vejgaard Kjær, Mette Kjærgaard Jensen og Freja Klint Sandberg.
Scenografi og kostumer af Eilev Skinnarmo spiller uheldsvangert sammen med Marcus Aurelius Hjelmborgs lys og Simon Holmgreens lyd, så det er svært at sidde roligt i stolen.
Tag i teatret med alle, du diskuterer godt med. Der er stof til et helt sommerhusophold af konstruktive ordvekslinger om moral, humanisme, politik, populisme, (mis)tillid og meget mere, og forestillingens længde på 2½ time føles ikke et sekund for lang.
Død over eliten starter som let ironisk komedie og slutter som renlivet tragedie – og den vedkommer.
’Nissebanden i Julemandens Land’ på Odense Teater er den perfekte familieforestilling med dramatik i børnehøjde, ordspil for voksne og masser for øjne og ører i alle aldre.
Nissebanden, fx Mikkel Bay Mortensen, Amalie Fjeldmose, Peter Gilsfort, Natali Vallespir Sand og Joakim Lind Trabjerg (foto: Emilia Therese).
Bilen med vores tre børnebørn gyngede af liv og iver på vej hjem fra Odense Teaters juleforestilling. Alle tre ville fortælle om det, de havde moret sig mest over i ’Nissebanden i Julemandens Land, der er så spækket med finurligheder og overraskelser, at de alle havde haft deres personlige oplevelser: En detalje i Nina Schiøttz’ scenografi, fx da nummerpladen kommer løbende bag den bil, den tilhører; en sjov bevægelse i Peter Friis’ koreografi, ikke mindst da Puk, den indtagende og friske Amalie Fjeldmose, viser sig også at mestre elektro-rap; en særligt morsom bemærkning, ikke mindst om varm og kold kaffe hos Fiffig-Jørgensen, som hele trioen var stærkt betaget af i Anders Gjellerup Kochs kostelige fremstilling – og de var vilde med hans bortforklaring af, hvordan han var havnet på Grønland.
Fiffig-Jørgensen skal forklare sig for Nissebanden (foto: Emilia Therese).
Forestillingen går rapt over scenen med poetiske indskud, og selv om den varede to en halv time, var der ikke et barn i det stopfyldte teater, der tabte tålmodigheden, og de var ellers ned til 3-4 år gamle.
Det er en indtagende, morsom og gennemmusikalsk forestilling, Flemming Jensen har skrevet og instrueret, og til hvilken Hans Dahl har skrevet musik, der passer til hver eneste stemning og optrin. I øvrigt flere steder med klar inspiration, fx af ’Slowly’ og de tre gribbe fra ’Junglebogen. Da hele forestillingen tilsyneladende er forbi, har vi ikke fået ’Risengrødssangen’ i fuld udstrækning endnu, men så kryber Nissebanden en sidste gang ud foran fortæppet, og så kan vi alle sammen være med til at give grøden en ekstra smørklat smør.
Samtlige medvirkende er i den mest atmosfærefyldte julestemning. Peter Gilsfort som den let forfjamskede Hr. Mortensen, der ind imellem stadig kan træde i karakter. Natali Vallespir Sand som den sødmefulde Gemyse. Mikkel Bay Mortensen som Skipper, Joakim Lind Tranbjerg som Lunte, Cecilie Gerberg som en brillant bibliotekar. Githa Lehrmann som fru Fiffig-Jørgensen, Mads Nørby som grønthandleren, der kortvarigt bliver udkonkurreret af brugsuddeleren, en fremragende Claus Riis Østergaard, der heldigvis bliver klogere, så der fremover vil være mere end en enkelt butik i Holme-Olstrup – og så er der alle de kære små nisse/landsby/eskimobørn, der ikke har så mange replikker, men alle kan synge og danse i højt humør.
Rådvildhed i Holme-Olstrup, da Puk og Fiffig-Jørgensen er væk.
Orkestret under ledelse af Bent Lundgaard forlyster ikke blot under forestillingen, men også med en kort nissekoncert i foyeren et kvarter før forestillingsstart, og indtil da underholder Odense Tamburkorps foran teatret og imponerer ikke mindst med trommestikker, der kan lyse blåt i forskellig styrke alt efter, hvor kraftigt de bliver brugt.
I pausen er der gløgg og æbleskiver, og alt ånder god, gammel jul til en forfriskende juleforestilling, som spiller frem til 22. december og må være perfekt som afslapning efter juleindkøb, og hvor man kan mærke sig Flemming Jensens vise ord: Hvorfor hoppe på den limpind, at naivitet er for børn – når den er langt, langt mere tiltrængt blandt voksne?
… kan man opleve på Slotsmøllen i Nyborg netop nu i voldspillernes juleforestilling, hvor næsten alt er perfekt. Scenografi, instruktion, nyoversættelsen, koreografi, sang og ikke mindst Nanna Tipsmark som verdens bedste Pippi Langstrømpe.
Verdens bedste Pippi (Foto: Palle Gram).
Det kan godt være, at det eneste julede i Nyborg Voldspils ’Pippi Langstrømpe’ er et julekram, men det er alligevel en perfekt juleoptakt at lade hele familien samles om.
Astrid Lindgrens fortællinger om verdens stærkeste, rigeste, mest respektløse og totalt charmerende pige, der gør alt det, de artige børn drømmer om, går over scenen i Slotsmøllen med tempo, charme og energi i Jesper Duponts iscenesættelse og ikke mindst mundrette nyoversættelse, som er bifaldet af Lindgrens arvinger, og det kræver ikke så lidt.
Kling og Klang er såvel sjove som adrætte (foto Palle Gram).
Hesten vrinsker, aben Hr. Nilsson er på en smart måde gjort ekstra deltagende i løjerne. Tommy og Annika, Sebastian Holm og Lærke Holst, er begejstrede for den respektløse Pippi, der gør alt, hvad man ikke må, og får voksne til at gå fra snøvsen: Fru Prysselius, spillet med overskud af Vivian Edelberg; betjentene Kling og Klang, som, konstaterede vores ene børneanmelder, var perfekt castet ved at have så ens fremtoninger og var utroligt adrætte, når Pippi fx tvang dem til at falde ned fra tage og trapper; røverne Dunder og Blom, urkomisk og rørende fremstillet af Kasper Olesen (ikke borgmester!) og Jens Jepsen; samt lærerinden Dorthe Boe Christensen, der må se alle sine gode hensigter saboteret af Pippis ønske om at få juleferie og undgå plutifikation.
Dunder, Pippi og Blom (foto Palle Gram).
Til slut dukker minsandten Pippis far, sørøveren kaptajn Langstrømpe i skikkelse af Jens Jepsen, op, men må sejle væk igen med sine friske ohøj-sørøvere, fordi rigtige venner kan ikke undvære hinanden, så Pippi bliver hos Tommy og Annika og gør Villa Villekulla og hele byen mindre kedelig.
Pippi, Tommy og Annika (foto Palle Gram).
Enhver Pippi Langstrømpe-forestillings totale succes afhænger af, at man har en dejlig Pippi, og ingen er set bedre end 17-årige Nanna Tipsmark. Hun danser godt, synger indtagende, spiller frisk og overbevisende komedie og er utroligt behændig, når hun klatrer rundt på vægge og tagrygge eller nedlægger Kling, Klang og Adolf, verdens stærkeste mand, Kasper Mortensen. Tipsmark er en tyfon af en Pippi, som man godt kan spå en fremtid i musicalfaget, hvis hun skulle vælge at forsøge sig ad den vej.
Pippi nedlægger Stærke Adolf (foto: Palle Gram).
Malene Højme Ilskovs cenografi er imponerende. Villa Villekulla kan vende indersiden ud i en hurtig vending, og taget kan blive broen på et sørøverskib. Maria Nielsens koreografi er opfindsom og passer perfekt til de mange dygtige unge, der udgør komparseriet i forestillingen. De synger også rent, bl.a. takket være Kristine Becker Lunds arbejde, og kostumerne er det farvestrålende resultat af systuens arbejde under ledelse af Pia Hall Nielsen.
Orkestret er her og der en smule mere cirkus, end det formentlig er meningen, men fungerer alligevel fint, og i pausen er der gløgg og – ikke alt for sprøde – æbleskiver. Med hindbærsyltetøj, konstaterede forestillingslederen Nicolaj Dencker Rasmussen, der hellere ville have haft jordbærsyltetøj, men det er vist også det eneste, han ikke har haft fuld check på, så det kommer nok siden.
Det er en veloplagt forestilling for alle aldre, og den er så godt som udsolgt, men der er sat tre ekstraforestillinger ind i tiden frem til 9. december, så har man ikke allerede sikret sig billetter, er der en chance endnu, selv om den hurtigt vil blive mindre og mindre.
Mungo Park i Kolding stiller spørgsmålet i forestillingen af samme navn, der er skabt i en mytisk ramme og kræver engagement og koncentration af sin tilskuer for at få hele den inspirerende tekst med
Maja Juhlin er Europa på Mungo Park (foto: Palle Peter Skov).
Hvad sker der med Europa? Med verden? Med kommende generationer?
Når demokratiet tilsyneladende bliver offer for populismen? Når folk fra fattige kontinenter vil have del i de rige nationers kage til trods for, at ’vor tids store misforståelse er, at alle har ret til at realisere sig selv. Det er der ganske enkelt ikke ressourcer til’.
Når de fossile brændstoffer slipper op, og vi skal være glade for det, fordi de skaber klimaproblemer. Når den kunstige intellligens bliver alt for intelligent, men på den anden side: Måske skulle man lade den kunstige intelligens, der i teorien er uden ideologier og humane hensyn, overtage styringen – men så igen: Hvem har skabt forudsætningerne for den kunstige intelligens?
Europa var oprindelig en fønikisk kongedatter, der blev forført af Zeus i tyreskikkelse. På Mungo Park personificerer hun kontinentet Europa, som har voksende aldersproblemer, som det kan ske, når man er ca. 2500 år gammel. Hun er i sommerhus på Hebriderne sammen med barnebarnet Mino med horn, inspireret af tyren Minotaurus, og den østeuropæiske adoptivsøn Tamas, Frank Thiel, en stor del iført et bjørneskind som en russisk bjørn.
Europa, stærkt fremstillet af Maja Tuhlin, er muligvis ved at blive ramt af demens og dertil fysisk på vej ned ad bakke, men mest er hun skarp i humor, hukommelse og argumenter. Hun mindes med fryd den tid, hvor det var positivt at underlægge sig kolonier, og hun har det svært med de nuværende problemer mellem kontinenter og folkeslag; med en finanssektor, der truer med at tage magten fra politikerne; med behovet for at give afkald, dele og indgå aftaler; med Brexit og med at styre klimaet.
Mino, Isa Marie Henningsen , skriger som Mino sin frustration ud i overværelse af Mi Fang, Morten Christensen (Foto: Palle Peter Skov).
Midt i det hele dukker Kina i form af Mi Fang, Morten Christensen, op og betager Mino, Isa Marie Henningsen. Han forklarer, hvordan kinesiske ledere holder deres befolkning under nødvendig overvågning: driver deres politik og styrer deres klimaproblemer på en måde, der får Tamas til at mindes – og længes efter – DDR, hvor man vidste, hvordan betingelserne var.
I løbet af forestillingen, der er skrevet af Vivian Nielsen efter ide af Sophie Louise Lauring og er instrueret af Mette Ovesen, fyger det med historie, fremtidsvisioner, tolkninger og muligheder, der skræmmer Europa så meget, at hun får en fornemmelse af, at når hun dør, ophører alt. På den anden side får hun også lagt i munden, at ’Som om jeg ku’ slutte? Som om min æra var slut! Europa slutter ikke. Jeg bli’r ved!’
Det er politisk teater, der stritter i mange retninger og ofte fremføres med brask, bram, lys- og lydeffekter, og det er aldrig kedeligt. Er du bange for, hvor vi alle er på vej hen? Hvad der bliver af og til kommende generationer? Såvel, når det gælder menneskerettigheder, som når det gælder midler, og hvordan det går med klimaet?
Så er det en god ide at tage de to timer i Kolding i forestillingen, hvor alvor er forklædt som komedie, men hvor latteren ind imellem bliver stikkende i halsen, fordi emnerne er for alvorlige. Her er vedkommende teater, så det batter, og som egner sig til diskussion og eftertanke.
Forestillingen spiller til 13. november inkl. og igen til maj.
Jo, Lars von Trier kan være hylemorsom, og Direktøren for det hele er tilmed meget bedre end filmen, den er bygget over, ikke mindst pga. blændende spil i alle roller og den meget præcise timing, som teatret kræver.
Christian Albrechtsens geniale kulisse fungerer perfekt (foto: Emilia Therese).
Lars von Trier har fornyet farcen med ’Direktøren for det hele’. Det drejer sig ikke om uendelige forvekslinger med lumre over- og undertoner, men om moralen i det moderne forretningsunivers, hvor man ikke altid kan være helt sikre på, hvad et firma egentlig står for og arbejder i – tænk blot på Stein Bagger – og hvor man ikke rigtigt kan fatte spillet om millioner og milliarder, så man ofte føler sig som Olsen Bandens Yvonne.
Som i den klassiske farce er tempoet forrygende, og i Jack McNamaras teaterversion endnu strammere og bedre end i filmen, hvor der ind imellem blev stilstand i tempoet, fx når de seksuelle scener skulle spilles ud i stedet for at antydes.
Teatrets krav til stedets enhed betyder også, at der ikke er dele, der foregår udendørs og forstyrrer illusionen om, at alt foregår i kontorets forretningsverden.
Desuden er personerne på Odense Teaters Odeonscene castet klasser bedre end i filmen, og det siger ikke så lidt i betragtning af, at de bliver sammenlignet med Jens Albinus, Peter Gantzler, Mia Lyhne, Iben Hjejle etc.
Ensemblet i den hæsblæsende Direktøren for det hele (foto: Emilia Therese).
Desuden er den islandske erhvervsping, der skal sikre, at Ravn, spillet som en ussel mammonjæger i joviale fåreklæder, kan tjene mere end 250 mio. kr., i teaterforestillingen blevet til den norske dværg Sigrid Husjord, der er ubetaleligt morsom i sit danskerhad og sin tilgang til, at alt bare skal overstås. Det er skønt, at hun taler norsk, som vi næsten kan forstå, og får oversat alt præcist og med undertoner af tolken Peter Høgsbro.
Ravn har, samtidig med at han har forberedt at røvrende sit personale, lagt skylden for alt det upopulære på en fiktiv direktør, som pludselig er nødvendig for gennemførslen af den store handel. Derfor bliver en succesløs skuespiller, Kristoffer, spillet i højeste gear af Benjamin Kitter, engageret til denne rolle, men han ikke blot udfylder den, men går i gang med at handle i den, efter mødet med Ravn og de ansatte, der hver for sig viser komik af højeste karat.
Mogens Rex som den stammende Nalle; Malene Melsen som den letbevægelige Mette med den fremtoning, som kun Melsen kan levere; Kristoffer Helmuth som skeptiker med vredesudbrud og Mette Kjeldgaard Jensen som Lise, der ikke går af vejen for at knalde sig opad. Alle er de perfekt tegnet, og at Louise Davidsen står svagere som Kirsten, er ikke hendes skyld, men rollens, som der ikke er alverdens kød på.
Kulissen af Christian Albrechtsen er genial, ikke mindst når der lige pludselig skal drønes rundt, og vi skal se, hvad der foregår over alt, og i en forestilling, der hviler på perfekt timing, har Nicolei Faber stået for en forbilledlig instruktion.
Efter halvanden times forrygende underholdning, hvor man virkelig skal holde ørerne stive for at få alt med, er vi stadig forvirrede over, hvad der foregår i højfinansen, men vi er endnu mere sikre på, at vi ustandselig bliver snigløbet af dem, der er smartere, end vi er – og overrumplet af sluteffekten.
Vil du have en virkelig sjov aften, så af sted og find ud af, HVOR sjov Lars von Trier kan være – især i rytmisk og strammet teaterudgave.
John i gang med sit oprør under det stiliserede middagsselskab /(foto: Emilie Therese).
Havde der været en 2. Verdenskrig, hvis Hitler var blevet myrdet? Havde Den Spanske Borgerkrig fundet sted, hvis Franco var blevet myrdet? Havde det været frihedskamp, mord eller terrorisme, hvis en eller anden havde gjort det? Er det med andre ord ind imellem en rosværdig ting at slå ihjel, og hvad skal man sige om dem, der har dræbt Olof Palme og John F. Kennedy?
Kjeld Abells ’Anna Sophie Hedvig’ er skrevet i 1938, dvs. mellem Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig, og det udstiller problemet ved ikke at tage stilling; at være neutral, selv om man evt. misbilliger forskellige handlinger. Til gengæld ødelægger man ikke et blomstrende erhvervsliv med aktiv stillingtagen, og man bliver ikke selv indblandet i konflikter.
Anna Sophie Hedvig er en uanselig lærerinde i Provinsen. Tilsyneladende uden følelser udadtil, men i sit indre et buldrende bål af meninger og angst. Hun tager konsekvensen af, at en kollega vil kunne ødelægge den skole, hun er på, og myrder hende.
Hun flygter til familie i København, hvor man tager imod hende, fordi det gør man med familie, og i et middagsselskab, hvor politiske emner kommer op, fastslår direktør Hoff, Claus Riis Østergaard, at ingen har modet til at slå ihjel – ikke i civiliseret selskab som deres i hvert fald.
Her reagerer Hedvig, da hun fastslår, at hun kan og har gjort det, og hun fortæller i flashbacks hvordan. Samtidig har vi bevidstheden om, at bagest på scenen står, fysisk eller imaginært, en frihedskæmper, der er dømt til døden for at have fulgt sin overbevisning. Hans og hendes situation paralleliseres.
Githa Lehrmann og Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)
Selskabet og familien opløses dramatisk på samme måde, som det sker i adskillige af Abells skuespil med borgerskabets selskaber. Alle tvinges til at tage stilling. Sønnen John, Mathias Sprogøe Fletting, beundrer Hedvigs handling, som hun tager konsekvensen af, og gør op med sin far, fint spillet af Anders Gjellerup Koch. Fokus skifter flere gange. Fra Hedvig til direktørerne til sønnen og endelig til moderen, Githa Lehrmann, der på klassisk vis har forsøgt at holde sammen på familien ved ikke selv at tage stilling, men hele tiden at glatte ud.
Githa Lehrmann og Natali Vallespir Sand (Foto: Emilie Therese).
Det er i virkeligheden Abells største kup at lade hende springe ud som en kvinde med stærke holdninger, som blot skal tvinges ud af uundgåeligheden – men de er der.
I nutiden kender vi ikke den slags selskaber, som Abells personer er en del af, så instruktør Jacob Schjødt og scenograf Peter Schultz har stiliseret dem. Et langt tværbord, en trappe, et par døre og en meningsgivende, varierende lyssætning af Simon Holmgreen og Elroy Simonsen giver rummet med spisebordet og livet omkring det.
Handlinger følges af overdrevne lyde, ordineret af Ditlev Brinth, som når der på en tegneseries billeder står ’Pow’, ’Woumm’ etc. Det forhindrer, at der er for meget fokus på et historisk fænomen, og får publikum til at koncentrere sig om det væsentlige, men tag ikke fejl – trods sit indhold er stykket fuldt af humor, rappe replikker og overraskende indfald af bipersoner.
Abell kendte teatrets virkemidler ud og ind og vidste, hvordan man trods emner, der drejede sig om selve livets mening, kunne fastholde og underholde publikum. Det er en forestilling med mange lyse indslag, og den er afkortet til knap to timer, der flyver af sted.
Natali Vallespir Sands Anna Sophie Hedvig er udramatisk. Hun udfører sin (u)dåd, kræver ikke andres bifald eller stillingtagen, men handler efter sin egen samvittighed og tager konsekvensen uden at ville have medfølelse. Hun er mindre skarpt tegnet end tidligere udgaver, men dermed på behagelig vis ikke heroiseret unødigt. Vi er jo ikke meget for at have folk til at gå rundt og myrde, selv om det kan synes berettiget.
Dermed bliver fokus også det, Abell ønskede: At man skal tage stilling og gøre det, før det er for sent. Hvis alle tager stilling, behøver man formentlig slet ikke at myrde, men kan ordne tingene med demokrati og anstændig opførsel.
Af sted til Odense Teater, og husk at tage stilling. Ikke ved at sige, at denne konflikt ikke er aktuel, for der er masser af lignende i dag, og under alle omstændigheder skal man tage stilling til, i hvilken udstrækning man tør, ønsker at og vover at tage stilling, at blande sig.
Anna Sophie Hedvig spiller sidste gang 27. september.
Selvfølgelig skal alle til voldspil igen i år, men forestillingen har såvel sine stærke som svagere sider, og den er meget for lang
Nyborg Vold 2018
’Singin’ in the Rain’ er en sød fortælling om overgangen fra stum- til talefilm, men naturligvis har den ikke så voldsomme virkemidler som sidste års ’Grease’. Det burde bare betyde, at man på Volden satsede på sødme og musikalsk romantik i stedet for den stærke rytmiske musik, men det har det debuterende instruktørpar Vicki Berlin og Nikolaj Tarp enten ikke turdet, eller også har de ladet deres gode hjerte løbe af med sig for at give de mange dygtige amatører så meget at fremvise som muligt.
Resultatet er i hvert fald en forestilling på mere end tre timer, heraf en første akt på syv kvarter, og uanset, hvor god en forestilling er, er det for meget. Der kan strammes mange steder, eller måske kan man reducere de mange indlagte lån fra andre forestillinger.
Det skal dog siges, at da anden akt indledes med seks glimt fra andre, senere musicals, er det måske forestillingens stærkeste numre – ikke mindst er ’One night in Bangkok’ fra Chess næsten bedre end originalen – en stor rose til Emil Nielsen, men hvis man ville have noget andet, burde man måske have valgt en anden forestilling.
Nå, historien om, hvordan primadonnaen Lina Lamont, urkomisk spillet og godt sunget af Emma Normann Hansen, bliver overflødig, fordi hendes stemme ikke egner sig til talefilm, er præcis så charmerende, at den oprindelige film stadig vises jævnligt på tv. Den har dejlige sang- og danseoptrin, og især de sidste fungerer i Nyborg perfekt i Peter Friis’ elegante og poetiske koreografi. Han ved præcis, hvad han kan byde sit ensemble, og sammen med scenografen Malene Højme Ilskov har han valgt en række rekvisitter, bl. a. et sted mere end et dusin rulleborde, der virker storartet. Også Mai Strøbechs kostumer er velvalgte, og sikke et arbejde det har været at fremstille så mange forskellige og farvestrålende.
Sammen med instruktørerne er de formentlig også ansvarlige for en elegant stumfilm, hvis mellemtekster smart vises på et bræt under scenen, og der er mange andre fine indfald og sjove ideer, der hæver stemningen. Bl.a. er alle stumfilm i sort/hvid, mens talefilm er i farver.
Jesper Trolle synger et par dejlige numre, og Jens Jepsen er en morsom, om end ind imellem lidt overdreven, Cosmo Brown, så der er masser af gode ting at sige om ’Singin’ in the rain’, men musikken og solistsangen hos de to hovedrollehavere er ikke på toppen.
Anton Holten Lambert og Signe Bækkelund som Don Lockwood og Kathy Selden.
Mads Lundes orkester spiller muligvis rigtig fint, men i så fald slap det ikke ud til os, fordi balancen mellem instrumentgrupperne svigtede; og Signe Bækkelund og Anton Lambert danser fint og spiller godt skuespil, men deres stemmer tåler ikke helt de moderne mikrofoner, der er forfærdeligt afslørende. De har sangtalent, men det skal pudses af, før det rækker til så store roller, selv om de synger rent nok.
Vi må ikke glemme, at samtlige 200 medvirkende er amatører, og at det er imponerende, hvad de præsterer. I nogle år er man blot ikke blevet mindet om det.
Vejret er ideelt til en tur på Volden, og den skal man naturligvis ikke snyde sig selv for, for det er altid en fin oplevelse.
’Singin’ in the Rain’ spiller frem til 11. august.
Skønne rytmer, glimrende sang, opfindsom scenegrafi og koreografi og ikke mindst Tiptoe Bigband med 19 musikere forgylder ’Catch me if you can’ på Odense Teater
Odense Teater – Catch me if you can – Tiptoe Big Band
En af historiens halvstore svindlere var Frank William Abagnale Jr. selv om hans ’karriere’ kun varede fire år, fra han var 17 til han var 21. I de fire år nåede han at svindle med benzinkort og checks, rejste hele verden rundt som falsk pilot i Pan Am, virkede som ungdomsrådgiver, arbejdede i 11 måneder som læge og endelig i otte måneder som advokat, alt sammen uden eksamen.
Efter at være pågrebet lykkedes det ham flere gange at flygte på udspekuleret vis, bl.a. ved at udgive sig for at være undercover-FBI-agent, men han slap ikke for et halvt år i fransk fængsel fulgt af et halvt i et tilsvarende svensk, før en dom på 12 år i USA blev reduceret til fire, fordi han medvirkede til at afsløre muligheder for svindel – og minsandten om ikke han stadig eksisterer som ansat i FBI med samme arbejdsområde.
Naturligvis måtte den korte, farverige svindelperiode blive til først en bog, derefter en film med Leonardo di Caprio og Tom Hanks, og endelig til en musical, alt sammen med titlen ’Catch me if you can’.
På Odense Teater savner vi ikke filmens stjerner, for Laus Høybye er Abagnale Jr. med afvæbnende charme og flot sang. Han underspiller sine svindelnumre behageligt og fungerer glimrende i samspillet med den lige så glimrende Claus Riis Østergaard som FBI-agenten Carl Hanratty, for hvem arrestationen af svindleren bliver en besættelse.
Frank charmerer sin kommende svigerfamilie (Foto: Ard Jongsma).
Svindelkarrieren var ikke så lang og tåler ikke sammenligning med historiens største og især længst varende, så det er klogt af instruktøren Rolf Heim at sætte komik, sang, dans, musik og originalitet forrest i forestillingen.
Allermest overrumplende er det, at over scenen svæver og spiller Tiptoe Big Band med omkring 20 musikere. Hvornår har teatret sidst haft budget til 20 musikere i en forestilling, men I guder, hvor er det skønt. Orkestret, der med fuld ret har modtaget adskillige priser, svinger og jazzer sig gennem forestillingens iørefaldende og fint afvekslende numre, der alle fungerer, selv om de ikke er lige originale – et af dem er næsten kalkeret over Stan Getz.
Natali Vallespir Sand giver ikke Claus Riis Østergaard en chance (Foto: Ard Jongsma).
På den anden side er det måske aftenens allerfineste, fordi Natali Vallespir Sandi her brillerer med dampende sensualitet, mens hun behersker FBI-agenten Hanratty totalt – en blændende præstation.
Der spilles, synge og danses i det hele taget betagende; her og der udbredt til tilskuerrummet, og hele tiden understøttet af en spændende koreografi af Peter Friis, der sammen med scenografen Siss G. Jørgensen lader næsten alle møbler udgøre af statister, der anbringer sig i de nødvendige positurer, men også ved at forsvinde eller flytte sig kan illudere problem og krise, og som smart tvinger to forelskede i armene på hinanden. Desuden kan en stor beholder midt på scenen bruges til mange forskellige formål – og det i mange farver.
Originale møbler (Foto: Ard Jongsma).
’Catch me if you can’ er underholdende og topmusikalsk fra første til sidste sekund. Den spilles frem til 12. marts, og der er ved at være solidt run på billetterne, så kom ikke for sent, når du skal sikre dig dine.
Præsteparret i Nøddebo Præstegaard, Githa Lehrmann Anders Gjellerup Koch (Foto: Tom Petri).
Nøddebo Præstegård er egentlig ikke særlig børnevenlig, men i Preben Harris og Kasper Wiltons bearbejdelse elsker selv de yngste Danmarks mest spillede juleforestilling, der frem til 23. december spilles i Odeon.
Velkommen, velsignede venner! Anders Gjellerup Koch som pastor Blicher tager imod (Foto: Tom Petri).
– Velkommen, velsignede venner, sang 7-årige Alberte henrykt og henrykket, da hun ikke kunne få lov at klappe længere af skuespillerne, der i godt to timer havde ladet Nøddebo Præstegård gå over scenen i Odeon.
De to 10-årige, Lau og Simon, var mindst lige så begejstrede, ikke mindst over det trylleri, som nissefar, Klaus T. Søndergaard, lod udfolde sig, når han – et fint kunstgreb – fortalte historien om julen i Nøddebo Præstegård for nissemor, Natali Vallespir Sand, og en flok af henrivende nisser.
Nissefar, Klaus T. Søndergaard
Hvor en tidligere Kurt Dreyer-udgave på Odense Teater lod en mængde humor udspille mellem de yngste nisser, faldt fokus her på nissefar, der flot anvendte sin julemagi, så små nisser kunne blive store, så nissemor på et sekund kunne blive til tjenestepigen Hanne, og – det imponerede Simon allermest – Pastor Blichers studerekammer pludselig kunne udvide sig betydeligt i Christian Tom-Petersens elegante scenografi, der for dagligstuens vedkommende vist nok er en velkommen genbrug fra Odense Teaters tidligere opførelse.
Jeg diskuterede engang mulighederne for at lave juleforestillinger for teater eller tv, hvor det ligger lige for, at det må være lettere at lave smarte trick på tv, men det ville Wilton ikke høre tale om: – Teatret kan alt. Sig, hvordan jeg skal trylle, og jeg skal gøre det med teatrets magi.
Det bliver virkeliggjort her, hvor der også kører et lille futtog over forscenen, og hvor der er tilsat et par muntre melodier, bl.a. har Champagnegaloppen fået juletekst, og der foregår i det hele taget en masse, mens de tre studenter af familien Kastrup drager til Pastor Blicher og Maries præstegård, hvor de to giftefærdige døtre får hver deres student, mens den umodne Nicolai, for hvem selve følelsen af kærlighed er vigtigere, end hvem den retter sig mod, må vente lidt endnu – hvis han da ikke vil have Sisse Lugekone.
Som Nicolai ser man ganske pikant Mathias Sprogøe Fletting, tredje Nicolai-generation af familien Sprogøe (Ove – Henning), der er tilpas charmerende som en lidt ældre Emil fra Lønneberg, der laver den ene katastrofe efter den anden i den bedste mening og bliver tilgivet alt.
Anders Gjellerup Koch er en velsyngende, ligefrem Pastor Blicher, og Githa Lehrmann præstekonen. De fire unge, der får hinanden, kan vist aldrig varieres, og Niels Skovgaard Andersen som Frederik ’Corpus Juris’, Peter Høgsbro som Christoffer ’Gamle’, Josefine Jahn Tvermoes som Andrea Margrethe og Charlotte Amalie Kirkegaard Kehler som Emmy er så elskelige som nogen.
Omkring dem er der fin, stilfærdig humor fra ikke mindst ægteparret Ovesen, Malene Melsen og Jacob Webble. Tonefald, kropssprog og en let modernisering af Henrik Scharling og Elith Reumerts tekst gør, at det gammeldags virker nostalgisk på de ældste og fascinerende på de yngste. Der er ikke gjort vold på den 121 år gamle roman.
Alle var begejstrede over den helt igennem perfekte juleforestilling, og – denne juls store mirakel – glemte næsten problemerne med at komme ind i Odeon gennem et menneskemylder, finde ned til garderoben i kælderen og stå i en 20-30 m lang kø, som blev gennempløjet af dem, der skulle til og fra toiletterne, finde frem til den rigtige indgang og se bort fra, at de numre, der stod på billetterne ikke fandtes, men man kunne, med lidt hjælp, ekstrapolere sig til dem – og så var vi endda heldige at få parkering i kælderen, hvor andre er havnet på Klostervej.
Lad det ikke holde nogen væk. Det er en uimodståelig Nøddebo Præstegård.
Lysistrate på Værkstedsscenen. Foto: Emilia Therese.
Årgang 2018 på Skuespiluddannelsen Odense præsenterer sig på Odense Teaters Værkstedsscene med en aktuel og delvist improviseret udgave af Aristofanes’ udødelige komedie Lysistrate, og hver aften trækker de lod om de otte roller.
Det er et fantastisk vovestykke, når man tænker på, at de otte skuespillere på skuespilskolen i Odense, der nu er en del af Den Danske Scenekunstskole, med deres aktualiserede og improviserede udgave af Lysistrate skal præsentere sig for landets teaterdirektører og overbevise dem om, at de er værd at ansætte.
Lysistrate er en evigt gyldig komedie om forholdene mellem kønnene og det formålsløse i at føre krig, og selv om skuespillerne påstår, at den ikke er moderne og bruger det som påskud til at brække den i småstykker og improvisere den, så er det mange gange vist, at den kan moderniseres og fungere også i dag, de fleste gange under titlen ’Kvindernes Oprør’.
Nok om det. Instruktør Liv Helm fik ideen til at slippe vanviddet løs, og ikke bare det – de otte skuespillere trækker hver aften lod om, hvilke roller de skal spille, så når de er færdige om en måneds tid, den 22. december i Odense, har alle formentlig spillet samtlige otte roller, dvs. at de har spillet roller af begge køn.
Før lodtrækningen om rollerne er alle ens klædt. Det ændrer sig radikalt (foto Ard Jongsma).
Derfor bør man i realiteten se forestillingen hver aften for at bedømme den og se, hvor store forskellene bliver med de forskellige skuespillere på forskellige poster. Det kunne være interessant nok, for dels er forestillingen som helhed veloplagt, hæsblæsende og velspillet, dels er mange af skuespillernes virkemidler knyttet til sproget: Svensk, vestjysk, fynsk etc., men kan de alle samme dialekter og sprog, eller bliver der også ændret på det fra aften til aften?
Aristofanes har en grovkornet humor, som bliver rigeligt udfoldet også i den aktuelle udgave. Såvel i replikkerne som i kulisser og kostumer. Under vejs får vi alle klicheer og fordomme om kønnenes indbyrdes forhold og krigskunst opfrisket, men de er netop klicheer, fordi de er så trist almengyldige, og hvis man har set den aktuelle schweiziske film ’Nye Tider’ – som varmt kan anbefales – ved man, hvad det gælder.
Ensemblet består af fire mænd og fire kvinder samt lydteknikeren Nanna-Karina Schleimann, der studerer på scenekunstskolen i København og bl.a. demonstrerer, hvor meget teknik en kvinde kan beherske samtidig med, at hun kan synge og deltage i en forestilling.
De otte afgangselever er fra forestillingens start unisexet klædt, og de gør lodtrækningen om roller til en sag, hvor de interagerer med publikum og koketterer med deres begejstring over de roller, de får. Derefter får de kostumer med grove attributter: overdimensionerede penisser og vaginaer, bryster, baller, skæg etc. – og så går det løs.
Måske ville nogen hellere have set de otte i et ’normalt’ teaterstykke, men jeg synes, at det er fint at se dem udfolde sig på slap line og udfylde roller, de ikke vidste, de skulle spille, til forestillingen var i gang. De kan deres kram. De bobler af spillelyst, underfundighed og ikke mindst (selv)ironi. De giver hinanden plads i samarbejdet, så vi aldrig føler, at de skal konkurrere om pladserne i de kommende års teaterforestillinger.
Alle teaterinteresserede kan med fordel opsøge Værkstedsscenen på Odense Teater, gerne flere gange. Der vil være udbytte hver gang.
